Ankestyrelsens principafgørelse C-33-02

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001 - § 97, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 112, stk. 1

Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af 20. februar 1975 om afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet - pkt. B

Sagen drejede sig om en kvinde, der modtog højeste førtidspension.

Hun søgte sin kommune om hjælp til kateter til varig brug ved medicinsk indgift mod hyppig vandladningstrang og formentlig inkontinens, hvor Ditropan havde god effekt. Ifølge ansøgningen var der tale om overfladebehandlet kvindekateter med Luerlock, og der søgtes endvidere om dækning af udgifter til sterilt saltvand, sprøjter og medicinbægre. Ansøger blev behandlet 2 gange om dagen.

Det blev oplyst, at ansøger blev fulgt i hospitalsregi af et urologisk team.

Kommunen indhentede i den forbindelse yderligere oplysninger fra hospitalet. Af disse oplysninger fremgik, at ansøger havde en overaktiv blære med tvangsinkontinens. Der var tale om en varig lidelse. Der var ikke nogen mulighed for operation af den overaktive blære, men der havde været god effekt af behandling af blæren med Ditropan, som givet på denne måde ikke gav bivirkninger.

Indtagningen af medicinen foregik ved, at en sygeplejerske 2 gange dagligt kom og sprøjtede medicinen ind gennem det ansøgte luerlock-kateter, som sygeplejersken også forinden havde sat op udelukkende for at sprøjte Ditropan ind.

Kommunen meddelte herefter ansøger, at det var kommunens opfattelse, at der ikke kunne bevilges de ansøgte luerlock-katetre m.m. som hjælpemiddel, da det udelukkende var et led i den medicinske behandling, som var sat i gang på foranledning af hospitalet, og som kommunens hjemmepleje hjalp med at udføre.

Kommunen havde forhørt sig hos leverandøren, hvorfra det var oplyst, at det var et behandlingskateter, hvor der skulle sprøjtes medicin op via luerlock (skrueenhed hvor sprøjten sættes ind i kateteret). Det var ikke et kateter til selvkaterisation.

I klagen til nævnet anførte ansøger, at det til dels var korrekt, når kommunen anførte, at der var tale om en behandlingsform, idet medicinen fjernede de symptomer/gener af inkontinensen, som ikke kunne fjernes operativt eller på anden måde - og som ellers ville medføre et blebehov på minimum 4-6 stk. dagligt. Disse havde ansøger desuden tidligere prøvet, men fik generende udslæt (svamp) af dem.

I et brev til nævnet oplyste ansøger, at hun i 1991 fik "syet blæren op", hvilket hjalp i en periode. Den var ikke "sunket ned" igen, selvom hun nu havde et inkontinensproblem. Årsagen var nu blærespasmer.

Nævnet fandt, at ansøger var berettiget til katetre, sprøjter, medicinbægre og sterilt saltvand i henhold til lov om social service § 97.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at de ansøgte katetre, sprøjter og sterilt vand i væsentlig grad måtte anses for at afhjælpe følgerne af ansøgers varige lidelse, og måtte derfor betragtes som et hjælpemiddel.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der var tale om en varig lidelse, og at det ansøgte i væsentlig grad fandtes at kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad lette den daglige tilværelse for ansøger.

Nævnet lagde særligt vægt på, at det af Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af 20. februar 1975 om afgrænsning af behandlingsredskaber bl.a. fremgik, at udgiften til katetre ikke faldt ind under, hvad der normalt betragtedes som behandlingsapparatur.

Nævnet ændrede således kommunens afgørelse.

Sagen var vurderet af kommunens lægekonsulent, der var enig i, at de omtalte luerlock-katetre, sprøjter og medicinbægre udelukkende var et led i den medicinske behandling og ikke et hjælpemiddel efter § 97.

Nævnet anførte i forbindelse med oversendelsen til Ankestyrelsen, at nævnet ved afgørelsen havde vurderet, at der var tale om en varig lidelse, og at behandlingen tilsigtede en funktionsforbedring.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøger havde været forsøgt tabletbehandlet med kun forbigående effekt.

Nævnet lagde også vægt på Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af 20. februar 1975, punkt B, hvoraf blandt andet fremgik at urinaler, colostomiposer og katetre ikke faldt ind under, hvad der normalt betragtedes som behandlingsapparatur, og derfor i givet fald ydedes efter andre bestemmelser.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt et kateter, der udelukkende skulle bruges for indtagelse af medicin som led i en medicinsk behandling af en sygdom, var et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel efter servicelovens § 97. Det ville i sagen desuden blive inddraget, hvilken betydning det havde for afgrænsningen, at behandlingen udførtes af hjemmesygeplejen.

Ankestyrelsen fandt, at de ansøgte luerlock-katetre, sprøjter, medicinbægre og det sterile saltvand ikke kunne bevilges som hjælpemidler i henhold til servicelovens § 97 sammenholdt med Socialministeriets bekendtgørelse af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler efter servicelovens §§ 97 og 98.

Ansøger var således ikke berettiget til det ansøgte.

Begrundelsen var, at Ankestyrelsen fandt, at der var tale om behandlingsredskaber.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger 2 gange dagligt fik medicinsk behandling for blæregener.

Medicinen blev opslemmet i det sterile saltvand og rystedes i et bæger, hvorefter den blev opsuget i en injektionssprøjte. Medicinen sprøjtedes via et luerlock-kateter op i blæren, der forinden var tømt for urin.

Ankestyrelsen fandt, at der var en så direkte sammenhæng mellem det ansøgte og den medicinske behandling, at der var tale om behandlingsredskaber.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at luerlock-katetret efter en lægelig vurdering var en integreret del af den medicinske behandling.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at katetre ifølge Indenrigsministeriet cirkulære af 20. februar 1975 normalt ikke kunne betragtes som behandlingsredskaber.

Det blev bemærket, at det ved vurderingen af den konkrete sag ikke var tillagt selvstændig betydning, at behandlingen blev foretaget af en hjemmesygeplejerske.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.