Ankestyrelsens principafgørelse H-1-02

Lov om opkrævning af underholdsbidrag - lovbekendtgørelse nr. 631 af 15. september 1986 - § 23a

Skrivelse af 17. maj 2002 fra Socialministeriet til samtlige kommuner, amtskommuner og sociale nævn om Ankestyrelsens muligheder for at optage de sociale nævns afgørelser efter inddrivelsesloven til principiel eller generel behandling -

Det sociale nævn havde ved afgørelse af 30. maj 2001 stadfæstet kommunens afgørelse om at inddrive et nærmere fastsat månedligt beløb hos faderen til dækning af børnebidragsrestancer.

Faderen klagede til Folketingets Ombudsmand, der i januar 2002 anmodede nævnet om igen at se på sagen. Nævnet afslog i april 2002 at genoptage sagen og henholdt sig i det hele til afgørelsen fra maj 2001. Nævnet supplerede samtidigt begrundelsen i den tidligere trufne afgørelse.

Faderen klagede herefter til Folketingets Ombudsmand, der den 11. juli 2002 videresendte klagen til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen behandlede sagen på principielt møde med henblik på afklaring af om Ankestyrelsen havde kompetence til at behandle sagen.

Ankestyrelsen afviste at behandle en klage over det sociale nævns afgørelse af 30. maj 2001, hvorefter kommunen var berettiget til at afkræve en fader et nærmere fastsat beløb om måneden til dækning af børnebidragsrestancer.

Ankestyrelsen fandt, at ændring af praksis således som den blev meddelt ved orienteringsskrivelse af 17. maj 2002 ikke kunne have betydning for en afgørelse truffet af nævnet den 30. maj 2001.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det indtil den 17. maj 2002 havde været praksis, at de sociale nævns afgørelser om inddrivelse af børnebidrag efter inddrivelsesloven ikke kunne påklages til Ankestyrelsen. For afgørelser truffet efter den 17. maj 2002 ansås de almindelige klageregler i retssikkerhedslovens kapitel 10 at være gældende.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at Socialministeriet på initiativ af Folketingets Ombudsmand sammen med Ankestyrelsen og Justitsministeriet i løbet af 2001 og foråret 2002 havde overvejet, i hvilket omfang der var fortolkningsmæssigt belæg for ændring i den hidtidige forståelse af klagereglerne i inddrivelsesloven, således at der blev adgang til, at Ankestyrelsen kunne behandle principielle og generelle sager efter denne lov.

Disse overvejelser førte til, at Socialministeriet ved orienteringsskrivelse af 17. maj 2002 til samtlige kommuner, amtskommuner og sociale nævn meddelte, at Ankestyrelsen med hjemmel i retssikkerhedslovens § 63 kunne behandle sager af principiel og generel betydning efter inddrivelsesloven, og at de sociale nævns afgørelser om inddrivelse af gæld efter inddrivelseslovens § 23 a skulle forsynes med en ankevejledning. Endvidere fremgik det, at denne fortolkning ville blive lagt til grund i sager, der blev indbragt for Ankestyrelsen fra skrivelsens dato eller senere.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at den hidtidige praksis havde været gældende i flere år, siden kommunerne i 1977 fik overdraget ansvaret for inddrivelse af underholdsbidrag fra politiet. Den hidtidige praksis havde således i en årrække været almindeligt antaget som værende i overensstemmelse med reglerne.

Ankestyrelsen forstod formuleringen i Socialministeriets skrivelse af 17. maj 2002 om, at ændringen af praksis ville blive lagt til grund i de sager, der blev indbragt for Ankestyrelsen den 17. maj eller senere, således at ændringen angik afgørelser, der var truffet af de sociale nævn i overensstemmelse med skrivelsens retningslinier. Der var således ikke grundlag for at behandle klager over afgørelser, som var truffet af de sociale nævn tidligere end den 17. maj 2002.

Ankestyrelsen afviste således at behandle klagen over det sociale nævns afgørelse.