Ankestyrelsens principafgørelse C-45-02

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 29, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 42, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap - pkt. 111

Note:

*) SM O-53-96 ophæves

* * * * *

Et ægtepar til en 3-årig dreng, som havde fået konstateret leukæmi, blev bevilget tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 for perioden 5. marts til 4. september 2001. Moderen blev bevilget tabt arbejdsfortjeneste for hele perioden og faderen for de dage, hvor det var påkrævet, at han var med på hospitalet.

Faderen var selvstændig landmand og moderen medhjælpende ægtefælle.

Som beregningsgrundlag for faderen havde kommunen anvendt hans personlige indkomst ifølge virksomhedens skatteregnskab for året 2000 på brutto 99.431 kr. Kommunen havde beregnet det årlige antal arbejdsdage til 225 efter fradrag af weekender, helligdage og ferie, hvorefter beregningsgrundlaget svarede til 441,92 kr. pr. dag.

Som beregningsgrundlag for moderens tabte arbejdsfortjeneste havde kommunen anvendt det beløb, hun ville få overført som medhjælpende ægtefælle for år 2001 på brutto 171.000 kr.

Nævnet erklærede sig i sin afgørelse enig med kommunen i, at beregningsgrundlaget for tabt arbejdsfortjeneste til faderen var hans personlige indkomst fra virksomheden, således som det fremgik af seneste årsregnskab for 2000, det vil sige 99.431 kr.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at denne beregning var i overensstemmelse med bestem-melserne i servicelovens § 29 og § 7, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelsen af 23. februar 1998 om merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste samt pkt. 111 i Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998, hvorefter udgangspunktet for udmåling af tabt arbejdsfortjeneste for en selvstændig er det dokumenterede indtægtstab på baggrund af virksomhedens regnskab, således som det også kom til udtryk i SM 0-53-96.

Nævnet var endvidere enig med kommunen i, at beregningsgrundlaget for moderens tabte arbejdsfortjeneste var den mistede indtægt som medhjælpende ægtefælle, hvilket var i overensstemmelse med de gældende regler i servicelovens § 29, og SM 0-63-92.

Nævnet fandt imidlertid, at erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste skulle udmåles på grundlag af indtægten som medhjælpende ægtefælle året før det år, hvor lønkompensationen påbegyndtes, det ville sige for året 2000, hvor indtægten som medhjælpende ægtefælle ifølge virksomhedens regnskab var på 165.200 kr. Ved eventuel fortsat udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste til moderen pålagdes kommunen at anvende dette beregningsgrundlag. Hvad der hidtil måtte være udbetalt for meget, kunne ikke kræves tilbagebetalt.

I forældrenes revisors klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at det ikke kunne være rigtigt, at familien ikke kunne få dækket sit indtægtstab. Familiens indtægt før renter var på 633.363 kr. og havde familien søgt understøttelse/efterløn havde det været dette tal, der var grundlaget for beregningen af indkomsten.

Familien burde ikke straffes yderligere, fordi den havde valgt at føre regnskabet som et virksomhedsregnskab frem for et personligt regnskab. Havde familien valgt personligt regnskab, ville den personlige indkomst fra virksomheden netop have været de 633.363 kr. og renterne ville have påvirket kapitalindkomsten.

Det var endvidere anført, at det virkede som halvgjort gerning at tilbyde at dække den indkomst, der skulle anvendes til privatforbrug og skat, men den del af indkomsten, der skulle dække renteudgifterne ville man ikke dække med den konsekvens, at hvis familien ikke kunne betale sine renteudgifter, så gik gården på tvangsauktion, når kreditorernes tålmodighed var brugt op.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af principperne for beregning af indtægtstabet for selvstændige erhvervsdrivende, herunder om renteindtægter og renteudgifter i virksomheden skulle indgå ved opgørelsen af indkomsten fra den selvstændige virksomhed.

Ankestyrelsen fandt, at udgangspunktet for beregningen af tabt arbejdsfortjeneste til faderen - for de dage, hvor det havde været påkrævet at han havde været med på hospitalet - var oplysningerne om hans indkomst fra den selvstændige virksomhed i skatteregnskabet for år 2000 efter fradrag af afskrivninger, jf. servicelovens § 29 og § 7, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse af 23. februar 1998 om merudgiftsydelse efter § 28 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 i lov om social service.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at virksomhedsrettede renteindtægter og renteudgifter ikke skulle indgå ved opgørelsen af indkomsten fra faderens selvstændige virksomhed.

Begrundelsen herfor var, at renteudgifter og renteindtægter alene vedrørte finansieringen af virksomheden og ikke var udtryk for faderens arbejdsindsats og arbejdsfortjeneste. Ankestyrelsen lagde desuden vægt på principperne i sygedagpengeloven og lov om arbejdsløshedsforsikring, hvorefter der ved fastsættelse af beregningsgrundlaget for selvstændig erhvervsdrivende korrigeres for renteindtægter og renteudgifter, der vedrører virksomheden.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at den opgørelse af indtægtsgrundlaget, der havde fundet udtryk i forbindelse med afgørelsen i SM 0-53-96, kunne anvendes i dette tilfælde. Ankestyrelsen fandt endvidere, at den principielle stillingtagen til rentespørgsmålet i sagen medførte, at SM 0-53-96 skulle bortfalde.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at beregningsgrundlaget for moderens tabte arbejdsfortjeneste var den indtægt, der ifølge virksomhedens regnskab var overført til hende som medhjælpende ægtefælle for år 2000, d.v.s. året før det år, hvor lønkompensationen var påbegyndt. Dette var i overensstemmelse med Ankestyrelsens afgørelse i SM 0-63-92. Ankestyrelsen var endvidere enig med nævnet i, at hvad der måtte være udbetalt for meget, fordi kommunen havde anvendt moderens indtægt for år 2001, ikke kunne kræves tilbagebetalt.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse vedrørende spørgsmålet om beregningsgrundlaget for moderens indtægtstab, men ændrede nævnets afgørelse vedrørende beregningsgrundlaget for faderens indtægtstab, idet dette skulle vurderes ud fra resultatet af regnskabet før renter.