Ankestyrelsens principafgørelse P-7-02

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001 - § 17, stk. 2

Pensionisten flyttede fra udlandet til Danmark i februar 1997. Efter ansøgning modtog hun medicinkort i kommunen. Betaling af tilskuddet foregik automatisk, når hun købte medicin.

Pensionisten flyttede til en anden kommune i april 1998. Udbetaling af pension fortsatte, uden at hun henvendte sig i tilflytningskommunen. Ved køb af medicin var hun ikke opmærksom på, at der ikke blev ydet tilskud som tidligere. Først den 3. januar 1999 bad kommunen om at få refusion, da hun ved en forglemmelse ikke havde fået tilskuddet tidligere.

Kommunen meddelte afslag på medicintilskud for perioden 1. maj 1998 til 21. december 1998, da der først var søgt 3. januar 1999. Kommunen fandt ikke, at der var forhold, der kunne begrunde efterfølgende fravigelse af hovedreglen om ansøgning om hjælp inden udgiften påtages.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på medicintilskud med tilbagevirkende kraft.

Nævnet henviste bl.a. til, at pensionisten havde mulighed for på et tidligt tidspunkt at rette henvendelse til kommunen til afklaring af, hvorfor der ikke blev ydet medicintilskud. Nævnet fandt, at kommunens vejledningsforpligtelse begrænsede sig til at give råd og vejledning, såfremt man var bekendt med, at en person havde behov herfor.

Ankestyrelsen fandt oprindeligt ikke grundlag for at anse sagen som principiel eller generel,

Folketingets Ombudsmand bad efterfølgende myndighederne om en udtalelse.

Ankestyrelsen blev bedt om at redegøre for sin holdning om, at bevilling af en ydelse efter pensionsloven skal tolkes i overensstemmelse med aktivlovens § 88 og ikke i overensstemmelse med børnetilskudsloven. Der blev i denne forbindelse henvist til SM B-1-01.

Endvidere blev myndighederne samlet bedt om en udtalelse om rækkevidden af kommunens vejledningsforpligtelse og om konsekvensen af manglende vejledning.

Efter at have indhentet udtalelser fra kommunen og det sociale nævn har Ankestyrelsen besluttet at behandle sagen i principielt møde med henblik på belysning af de spørgsmål, som Ombudsmanden har stillet.

Ankestyrelsen fandt ud fra en konkret vurdering, at ansøgeren havde ret til medicinhjælp med tilbagevirkende kraft fra tilflytningen til kommunen i april 1998 til december 1998, uanset at hun først indgav ansøgning herom den 3. januar 1999.

Ankestyrelsen lagde til grund, at det er et fast forvaltningsretligt grundprincip, at der skal søges om hjælp, før behandlingen/udgiften iværksættes. Dette princip er nu lovfæstet i lov om aktiv social politik § 88. Det afhænger dog af en konkret skønsmæssig vurdering, om der i det enkelte tilfælde foreligger sådanne særlige forhold, at der er grundlag for at fravige princippet.

Kommunen, hvor ansøger har bopæl, træffer afgørelse om ret til personligt tillæg efter en konkret og individuel vurdering af pensionistens økonomiske forhold, jf. dagældende bestemmelse i pensionslovens § 17, stk. 1, nu pensionslovens § 17, stk. 2.

Da afgørelsen træffes af bopælskommunen efter en konkret individuel vurdering, gælder den generelle regel om, at der skal søges om hjælp forud for iværksættelse af behandling/udgift efter Ankestyrelsens opfattelse også ved flytning til en ny kommune. Der er herved lagt vægt på, at personligt tillæg afhænger af en konkret individuel vurdering i bopælskommunen og ikke ydes på samme måde som sociale sikringsydelser efter generelle kriterier, der er fastlagt i loven, jf i den forbindelse SM B-1-01.

Kommunen skal dog generelt vejlede pensionisten om muligheden for tildeling af personligt tillæg, og det gælder også i forbindelse med flytning. Hvis tilflytningskommunen har oplysninger om, at pensionisten modtager løbende personligt tillæg i fraflytningskommunen, bør kommunen gøre pensionisten opmærksom på et krav om ny ansøgning. Der henvises herved til forvaltningslovens § 7 og retssikkerhedslovens § 5.

Det må afhænge af en nærmere konkret vurdering af det enkelte tilfælde, om der har foreligget en vejledningspligt, der har været tilsidesat. Der må herved bl.a. tages hensyn til, i hvilket omfang ansøger allerede har modtaget vejledning i fraflytningskommunen.

Ankestyrelsen fandt i det konkrete tilfælde, at tilflytningskommunen burde have vejledt pensionisten om nødvendigheden af at indgive ny ansøgning. Der blev herved lagt vægt på, at det fremgik af pensionssagen, at pensionisten modtog medicinhjælp, at kommunen ved udbetaling af de øvrige beløb måtte kunne påregne, at pensionisten ikke fandt anledning til at henvende sig til kommunen, at der ikke forelå oplysning om, at fraflytningskommunen havde orienteret ansøgeren om, at medicinkort kun var bevilget under hendes bopæl i den pågældende kommune, at der ikke var oplysning om ændringer i hendes situation udover flytningen, og at kommunen umiddelbart på det foreliggende grundlag fandt hende berettiget til medicinkort.

Den manglende vejledning medførte, at ansøgeren blev stillet, som om der var givet korrekt vejledning. Der blev herved henvist til punkt 52, i vejledningen om retssikkerhedsloven.

Ansøgeren havde derfor ret til medicinhjælp med tilbagevirkende kraft fra tilflytningen.

Ankestyrelsen ændrede således kommunens og det sociale nævns afgørelse.