Sagen angik en 50-årig mand, der siden 1965 havde haft forskelligt fabriksarbejde, fra 1979 i fiskeindustrien. Han blev sygemeldt i juni 1992 p.g.a. smerter i ryggen og den ene arm og blev efterfølgende afskediget.
Lidelserne blev anmeldt som arbejdsskader og der blev i denne forbindelse udfærdiget flere speciallægeerklæringer, herunder af en speciallæge fra en arbejdsmedicinsk klinik, som mente, at ansøgeren ikke kunne vende tilbage til arbejdet i fiskeindustrien, men at der var mulighed for, at han kunne klare sig som chauffør, hvis de ergonomiske forhold var i orden.
I forbindelse med pensionsansøgningen i september 1994 deltog ansøgeren i arbejdsprøvning, som resulterede i en konklusion om, at der ikke var revalideringsmuligheder og at erhvervsevnen vurderedes nedsat med mere end 2/3 i ethvert erhverv. Egen læge nåede i en erklæring fra november 1994 frem til samme resultat. Herefter indstillede kommunen til mellemste førtidspension.
Under sagen behandling i revaliderings- og pensionsnævnet blev ansøgeren undersøgt af en speciallæge i fysiurgi og reumatologi, der afgav erklæring i marts 1995. Nævnets lægekonsulent angav i nævnets referatark lidelserne som moderate, objektive og lettere røntgenmæssige abnormiteter.
Ankestyrelsen stadfæstede i oktober 1995 nævnets afgørelse, idet der blev lagt vægt på de sygdomsfund, der var konstateret ved de objektive lægelige undersøgelser. Ankestyrelsen skønnede, at det oplyste ikke kunne give grundlag for at betragte ansøgerens erhvervsevne for nedsat med mere end godt halvdelen. Ankestyrelsen fandt således, at ansøgeren burde kunne påtage sig deltidsarbejde. Styrelsen var således ikke enig i vurderingen fra revalideringsinstitutionen og egen læge.
Ansøgeren gjorde indsigelse mod Ankestyrelsens afgørelse, men styrelsen fastholdt afgørelsen i december 1995.
Der blev udtaget stævning mod Ankestyrelsen og i forbindelse med vidneafhøringen blev det om ansøgerens funktionsdygtighed bl.a. oplyst, at han kunne arbejde i haven. Det var ham, der slog græsplænen. Han hjalp med støvsugning i huset og med indkøbene, som foregik på cykel.
Landsretten frifandt Ankestyrelsen og begrundede dommen med, at de oplysninger der forelå om ansøgerens lægelige, sociale og personlige forhold, da styrelsen traf afgørelse den 3. oktober 1995 - hvilket skete med deltagelse af rådgivende speciallæge - udgjorde et fyldestgørende grundlag for en vurdering af, om ansøgeren opfyldte betingelserne for at opnå mellemste førtidspension. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens skøn.
Ansøgeren ankende til Højesteret og i forbindelse med sagens behandling indgik Ankestyrelsens afgørelse fra januar 2001 om afslag på genoptagelse af en arbejdsskadesag vedrørende hans dårlige ryg, der havde medført et tab af erhvervsevne på 35 %.
Desuden var sagen forelagt Retslægerådet, der i sin udtalelse bl.a. fandt ansøgerens symptomer fra ryggen alderssvarende. De objektive fund blev betegnet som sparsomme sammenholdt med de væsentlige subjektive klager.
