Sagen drejede sig om en enlig 71-årig kvinde, der boede i eget hus. Kvinden ansøgte kommunen om en ny vaskemaskine, da den ene motor på hendes nuværende vaskemaskine var gået i stykker. Den nuværende vaskemaskine var mindst 10 år gammel, og ansøgeren havde fået oplyst, at en reparation ville koste 1200-1400 kr. Der var ikke behov for nogen specialfunktion på vaskemaskinen.
Ansøgeren oplyste, at hun havde 2-3 vaske om ugen. Hun havde et inkontinensproblem, men det betød ikke, at hun havde ekstra vask af sengetøj, men som regel ekstra vask af undertøj. På denne baggrund havde hun hidtil fået et ekstra beløb på ca. 42 kr. om måneden via kommunen.
Vedrørende ansøgerens helbredsforhold var det oplyst, at hun ud over inkontinensproblemet led af dårligt hjerte, dårlig ryg og slidgigt i begge knæ. Hun brugte stok ved gang over længere afstande. Herudover var der nedsat bevægelighed i venstre skulder efter et fald. Ansøgeren havde nedsat udholdenhed og gangbesvær.
Ansøgeren var selvhjulpen med hensyn til personlig pleje, indkøb og madlavning. Hun havde hidtil selv klaret vasketøj ved brug af egen vaskemaskine, som stod i kælderen. Hun havde hjemmehjælp til rengøring.
Under behandlingen af sagen indhentede kommunen oplysninger fra Danmarks Statistik om familiers adgang til vaskemaskine i hjemmet. Af disse oplysninger fremgik det, at 76% af alle husstande havde adgang til vaskemaskine i hjemmet i marts 2001. 98,3% af familier der boede i eget hus havde adgang til vaskemaskine i hjemmet, mens tallet for familier der boede i lejet hus udgjorde 75,1%. 52,8% af familier der boede i ejerlejligheder havde adgang til vaskemaskine i hjemmet, mens tallet for familier der boede i lejelejligheder udgjorde 46,5%.
Kommunen meddelte afslag på det ansøgte med den begrundelse, at der var tale om sædvanligt indbo, som der ikke kunne ydes støtte til. Kommunen tilføjede, at man havde forståelse for, at det ville være vanskeligt for ansøgeren at klare vasketøjet uden vaskemaskine.
Ansøgeren påklagede kommunens afgørelse til nævnet.
Nævnet fandt ved sin afgørelse, at ansøgeren ikke var berettiget til en vaskemaskine efter § 98 i lov om social service. Begrundelsen var, at en vaskemaskine i eget hus var sædvanligt indbo.
Nævnet henviste til, at ifølge § 98, stk. 1, i lov om social service kunne der ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgik i sædvanligt indbo. Hvilke forbrugsgoder, der normalt indgik i sædvanligt indbo, ville løbende ændres i takt med den almindelige samfundsudvikling. Ved bedømmelsen af, hvorvidt et forbrugsgode var så almindeligt, at der ikke kunne ydes hjælp til anskaffelsen efter reglerne om forbrugsgoder, måtte der tages hensyn til udviklingen i den almindelige levestandard og folks forbrugs- og levevaner. Således ville flere forbrugsgoder med tiden blive mere almindeligt udbredt og efterhånden blive betragtet som sædvanligt indbo.
Nævnet fandt, at for personer, der boede i eget hus, var en vaskemaskine sædvanligt indbo. Nævnet lagde vægt på oplysningerne fra Danmarks Statistik, hvoraf det fremgik, at 98,3% af alle personer, der boede i eget hus, havde adgang til vaskemaskine. Nævnet fandt således, at en vaskemaskine normalt forefandtes i de hjem, der måtte ønske det.
I ansøgerens klage til Ankestyrelsen var det bl.a anført, at for ansøgeren var en vaskemaskine ikke et forbrugsgode, men et hjælpemiddel til at opretholde hendes hverdag. Kommunen skrev, at ansøgeren på grund af hendes funktionsnedsættelse ikke kunne vaske tøj i større omfang i hånden. Ansøgeren spurgte i forlængelse heraf, hvem der så skulle vaske, når hjemmehjælpen ikke måtte. Svaret var, at det måtte blive ansøgeren selv ved hjælp af en vaskemaskine, der var til stor hjælp i hendes dagligdag.
Videre var det anført, at ansøgeren mente, at for hende var en vaskemaskine et hjælpemiddel, da hun havde varig nedsættelse af funktionsevnen, og en vaskemaskine i væsentlig grad kunne lette hendes tilværelse. Mikrobølgeovne, mobiltelefoner, paraboler m.v. var almene forbrugsgoder ifølge statistikken. Disse ting var ikke noget, ansøgeren havde. Disse ting kunne hun sagtens undvære, men ikke en vaskemaskine, der var et af de hjælpemidler, der fik hendes hverdag til at fungere, især når hun ikke kunne få hjælp fra kommunen. Ansøgeren havde kun et familiemedlem, en voksen søn, som selv havde sin hverdag.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om et forbrugsgode i form af en vaskemaskine kunne betragtes som sædvanligt indbo, jf. § 98, stk. 1, i lov om social service sammenholdt med § 19, stk. 5, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98, herunder om det havde betydning, hvorvidt ansøgeren boede i ejerbolig eller i lejebolig.
