Ankestyrelsen fandt, at bevillingskompetencen vedrørende den ansøgte skråtstillede tegnepult og arbejdslampe henhørte under amtskommunen, jf. § 97, stk. 2, nr. 1, i lov om social service sammenholdt med § 2, stk. 2, nr. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.
Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen fandt, at de ansøgte genstande måtte henregnes til optikunderstøttende synshjælpemidler, og at ansøgeren var omfattet af den personkreds, der var berettiget til hjælp efter lovens § 97, stk. 2, nr. 1.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ifølge § 97, stk. 2, nr. 1, yder amtskommunen støtte til optiske synshjælpemidler og optikunderstøttende synshjælpemidler til personer med en varigt nedsat synsfunktion eller medicinsk-optisk definerede, varige øjenlidelser.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det af bemærkningerne til det lovforslag (nr. L 176, 1999/2000), hvorved § 97, stk. 2, nr. 1, i lov om social service med virkning fra 1. juli 2000 blev ændret, bl.a. fremgår, at baggrunden for med ikrafttræden af lov om social service at overføre bevillingskompetencen for svagsynsoptik og særlige informationsteknologiske hjælpemidler til amtskommunerne byggede på anbefalinger fra udvalget om hjælpemidler og andre handicapkompenserende ydelser (Kompensationsudvalget). Baggrunden var, at der er tale om hjælpemiddelområder, der forudsætter en særlig ekspertise, som enten allerede findes eller mest hensigtsmæssigt kan opbygges i amtskommunalt regi. Endvidere lagde Kompensationsudvalget vægt på, at der bør være sammenhæng mellem bevillingskompetence og økonomisk ansvar.
Af lovforslaget fremgår videre, at efter (da)gældende regler antages det, at optikunderstøttende hjælpemidler og hjælpemidler, der understøtter særlige informationsteknologiske hjælpemidler som udgangspunkt bevilges af kommunen, medmindre de indgår som en integreret del af svagsynsoptikken eller det særlige informationsteknologiske hjælpemiddel.
Endvidere fremgår det af det nævnte lovforslag, at amtsrådsforeningen har tilkendegivet, at der hersker stor usikkerhed og uhensigtsmæssighed ved bevilling af svagsynsoptik og særlige informationsteknologiske hjælpemidler i relation til, hvilken myndighed der skal bevilge de tilknyttede understøttende hjælpemidler. Da ekspertisen vedrørende bevilling af de to typer hjælpemidler ligger i det amtskommunale system, findes det i overensstemmelse med Kompensationsudvalgets anbefalinger, at kompetencen på dette område overlades til amtskommunen.
Det foreslås således, ifølge bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser, at amtskommunen yder optikunderstøttende hjælpemidler d.v.s. borde, belysning m.v., der er nødvendig for at brugeren af et optisk synshjælpemiddel får det optimale udbytte af hjælpemidlet.
På baggrund heraf vurderede Ankestyrelsen, at det ikke er en forudsætning for at få bevilget optikunderstøttende synshjælpemidler, at der samtidig bevilges eller er bevilget optiske synshjælpemidler. Amtskommunens ekspertise på dette område må således føre til, at bevillingskompetencen henhører under amtskommunen, hvis der er tale om optikunderstøttende hjælpemidler, og hvis ansøgeren er omfattet af personkredsen i lovens § 97, stk. 2, nr. 1.
Ankestyrelsen lagde endvidere ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren efter sagens oplysninger led af en medicinsk-optisk defineret varig øjenlidelse, jf. § 17 og bilag 2, pkt. 9 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98. Han var således registreret i synsregistret ved Statens Øjenklinik på grund af halvsidig blindhed som følge af synsfeltudfald nedadtil og til siderne samt krydsfiksering.
Ankestyrelsen gjorde opmærksom på, at der ikke med afgørelsen var taget stilling til, hvorvidt de øvrige betingelser for bevilling af optikunderstøttende synshjælpemidler, herunder lovens væsentlighedskriterium, var opfyldt. Denne vurdering måtte derfor foretages af amtskommunen som 1. instans med klageadgang til det sociale nævn efter de gældende regler herom.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.
____________________________________________________
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - j.nr. 350308-01
Amtskommunens synscentral rettede på vegne af ansøgeren, der var en ældre mand, henvendelse til kommunen vedrørende bevilling af en kuvertlampe. Ansøgeren var svagsynet i en sådan grad, at det voldte ham store problemer i dagligdagen, bl.a i spisesituationen. Ansøgeren boede i et højhus, hvor der var fællesspisning af hovedmåltiderne i spisesal i stueetagen. Det var her ikke muligt at have fast plads, og der var vanskelige belysningsforhold i forhold til ansøgerens synsnedsættelse. Han havde derfor i en længere periode haft en ledningsfri genopladelig punktbelysning på prøve for bl.a at kunne klare sig i disse situationer.
Lampen, en såkaldt kuvertlampe, leverede en lysstyrke på ca. 2000 lux på et begrænset område svarende til ca. en stor tallerken og kunne gøre det i op til 3-4 timer. Samtidig var den lille, let og nem at transportere rundt. Efter prøveperioden måtte det konkluderes, at den var en væsentlig hjælp i hverdagen for ansøgeren, hvorfor den søgtes med henvisning til lov om social service. Prisen udgjorde 1250 kr. inklusiv moms.
Kommunen traf herefter afgørelse, hvorefter det ansøgte ikke kunne bevilges. Begrundelsen var, at hjælpemidlet vurderedes som værende et optikunderstøttende hjælpemiddel, hvorfor det påhvilede amtskommunen at yde støtte hertil, jf. § 97, stk. 2, nr. 1, i lov om social service.
Herefter rettede ansøgeren henvendelse til amtskommunens synscentral, hvor han ønskede en vurdering af, om synscentralen ville bevilge den ansøgte kuvertlampe.
Amtskommunens synscentral meddelte herefter ansøgeren, at synscentralen ikke kunne bevilge den ansøgte kuvertlampe som et optikunderstøttende hjælpemiddel. Efter synscentralens opfattelse var optikunderstøttende hjælpemidler de hjælpemidler, der var nødvendige for at brugeren kunne anvende de af amtet bevilgede optiske hjælpemidler optimalt. De optiske hjælpemidler, amtet bevilgede efter lov om social service, var f.eks. briller - lupbriller med ekstreme styrker og store aditioner. I disse tilfælde var der ofte tale om ekstremt korte læseafstande, der nødvendiggjorde en speciel indretning af læsesituationen med skråplade eller konceptholder samt specielt tilpasset belysning, for at der kunne opnås optimalt udbytte af optikken. Der var ikke tale om sådan optik i ansøgerens tilfælde.
Ansøgeren påklagede herefter telefonisk kommunens afgørelse til nævnet. Af kommunens notatark i sagen fremgik bl.a, at ansøgeren boede alene. Han var blind på højre øje og havde kikkertsyn på venstre øje. Han havde grøn stær, som var behandlet for sent, hvorfor synsnerven skulle være blevet beskadiget.
Ansøgeren oplyste videre til kommunen, at han selv havde henvendt sig på synscentralen, fordi han havde problemer med at se, hvad der lå på tallerkenen, hvilket vanskeliggjorde det at spise. Han havde indtil for nylig spist dagligt i bebyggelsens restaurant, men var holdt op, fordi han var ked af, at han på grund af sit dårlige syn spildte. Han havde afprøvet kuvertlampen i ti dage.
Ansøgeren - der tidligere var bevilget luplampe på synscentralen - benyttede briller og havde desuden specielle orangefarvede glas, der blev benyttet, når lyset var for skarpt. Den afprøvede kuvertlampe benyttedes således mest til at medbringe til restauranten, så ansøgeren kunne se, hvad der var på tallerkenen. Det var muligt at få leveret mad fra restauranten til eget hjem, men det blev leveret i små containere, hvorfra det så skulle øses over på tallerkenen. Dette var ansøgeren ikke i stand til uden at spilde på grund af sit nedsatte syn. Der var derfor i ventetiden indtil eventuel bevilling ydet ekstra hjemmehjælp, som smurte mad til ansøgeren og stillede det i køleskabet. Han fik således ikke varm mad.
Belysningen i bebyggelsens restaurant var generelt dårlig, men på forespørgsel hos personalet oplystes det, at der kun var et par stykker af gæsterne, der klagede over dårlig belysning. Personer uden synsproblemer ville ikke have svært ved at se, hvad der blev serveret i restauranten.
Ansøgeren oplyste videre, at kuvertlampen somme tider blev benyttet som supplerende lys, når han læste i sin hvilestol. Ansøgeren mente endvidere, at den ansøgte kuvertlampe var en forudsætning for at kunne spise i restauranten.
Under nævnets behandling af sagen rettede ansøgeren telefonisk henvendelse til nævnet og oplyste, at kuvertlampen ikke kun skulle bruges lejlighedsvis. Han kunne ikke se, hvad der var i køleskabet, kunne ikke se sig selv i spejlet, og kunne ikke gå i forretninger, da han ikke kunne se, hvad der var på hylderne. Han havde derfor meget brug for lampen.
Nævnet fandt ved sin afgørelse, at den ansøgte kuvertlampe var et optikunderstøttende synshjælpemiddel, der var omfattet af § 97, stk. 2, i lov om social service. Kommunen var derfor berettiget til at give afslag på den ansøgte kuvertlampe som hjælpemiddel efter lovens § 97, stk. 1, idet det ansøgte faldt udenfor kommunens kompetence. Nævnet fandt, at det ansøgte henhørte under amtskommunens kompetence.
Nævnet bemærkede, at nævnet ikke med sin afgørelse havde taget stilling til, om ansøgeren opfyldte betingelserne, herunder væsentlighedskriteriet, for hjælp til den ansøgte kuvertlampe.
Nævnet fandt, at den ansøgte kuvertlampe var optikunderstøttende og som følge deraf omfattet af amtskommunens kompetence. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren som følge af sin øjensygdom var omfattet af den personkreds, der efter § 97, stk. 2, i lov om social service, af amtet kunne få bevilget optiske synshjælpemidler. Nævnet lagde især vægt på, at amtskmmunen havde ekspertisen i forhold til svagtseende med hensyn til bl.a belysning, og nævnet var derfor af den opfattelse, at det ikke var afgørende for amtskommunens bevillingskompetence, at der samtidig var bevilget ansøgeren svagsynsoptik. Nævnet lagde endelig i ansøgerens sag vægt på, at han tidligere var bevilget luplampe som svagsynsoptik.
Nævnet fandt derfor, at amtskommunen ud fra en konkret vurdering af ansøgerens forhold skulle vurdere, om han var berettiget til en kuvertlampe som optikunderstøttende hjælpemiddel, herunder om væsentlighedskriteriet var opfyldt, og meddele ansøgeren en afgørelse, der kunne ankes efter gældende regler.
I amtskommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a anført, at sagen burde have principiel eller generel betydning for såvidt angår vurderingen af, hvornår et hjælpemiddel er optikunderstøttende og omfattet af amtskommunens bevillingskompetence, jf. § 97, stk. 2, i lov om social service.
Det var amtskommunens vurdering, at optikunderstøttende hjælpemidler bevilgedes og anvendtes i forbindelse med svagsynsoptik. De fleste svagsynede personer havde behov for en god arbejdsbelysning, men kun når belysningen anvendtes sammen med svagsynsoptik, var der tale om et optikunderstøttende hjælpemiddel, som bevilges af amtskommunen.
I den konkrete sag var det amtskommunens opfattelse, at der var tale om et hjælpemiddel, der kunne bevilges i henhold til § 97, stk. 1, i lov om social service.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en kuvertlampe kunne anses for at være et optikunderstøttende hjælpemiddel, herunder om amtskommunens bevillingskompetence i forhold til optikunderstøttende hjælpemidler, jf. § 97, stk. 2, nr. 1, i lov om social service, forudsætter, at der samtidig er bevilget svagsynsoptik til ansøger.
