Ankestyrelsens principafgørelse A-22-02

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 50, stk. 1 og § 50, stk. 3

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 50 og § 51, stk. 1

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 439 af 29. maj 2008 - § 27 og § 28, stk. 3

Ansøger, der var 29 år, havde haft en svært belastet barndom og ungdom. Hun havde modtaget forskellige former for støtte, siden hun forlod skolen efter 9. klasse. Hun havde modtaget kontanthjælp siden hun fyldte 18 år. Fra september 1999 til marts 2000 var hun i aktivering i en skolefritidsordning 20 timer ugentlig. Kommunen bevilgede herefter ansøger revalidering af sociale årsager.

Kommunen udarbejdede samtidig en revalideringsplan med 1 år HF i perioden august 2000 til juni 2001 og derefter pædagoguddannelse eller anden kreativ uddannelse i perioden juli 2001 til juni 2005. Pædagoguddannelsen var normeret til 3 år. Kommunen bevilgede revalideringsydelse for hele perioden.

Ansøger bestod i sommeren 2001 de tilmeldte HF-fag med pæne karakterer. Hun blev imidlertid ikke optaget på pædagoguddannelsen. Årsagen var, at hun ikke opfyldte adgangskravene på grund af manglende erhvervserfaring.

Kommunen gav afslag på dispensation fra 5 års reglen i aktivlovens § 49, stk. 1. Kommunen vurderede, at der ikke forelå et svært handicap, specielle forhold eller ændringer i de sociale eller helbredsmæssige forhold.

Kommunen standsede samtidig udbetalingen af revalideringsydelse pr. 1. august 2001, hvor erhvervsplanen var blevet afbrudt, og henviste ansøger til at søge kontanthjælp indtil erhvervsplanen kunne genoptages.

Ansøger indhentede en udtalelse fra et af de pædagogseminarier, som havde givet afslag på optagelse. Seminariet fastholdt, at ansøger manglede erhvervserfaring for at kunne blive optaget på uddannelsen. Seminariet gav samtidig udtryk for, at man ville se med stor velvilje på en eventuel dispensationsansøgning, hvis hun kunne dokumentere 1 års erfaring. Seminariet ville i ansøgers tilfælde godkende jobtilbud, aktivering eller lignende.

Ansøger startede i aktivering i en skolefritidsordning i september 2001 med 37 timer ugentlig, men fik tiltagende vanskeligheder med at klare arbejdet.

Nævnet fandt, at ansøger ikke var berettiget til forlængelse af den periode, hvori hun kunne få revalideringsydelse ud over 5 år, da der ikke var sket ændringer i de helbredsmæssige eller sociale forhold.

Nævnet fandt endvidere, at ansøger ikke havde et så svært handicap, at der var grundlag for at fastlægge en revalidering, hvor hun fik revalideringsydelse i mere end 5 år.

Nævnet lagde vægt på, at ansøger ikke var blevet optaget på pædagogstudiet, og at hun ikke med sikkerhed ville blive optaget på uddannelsen efter aktiveringsforløbet. På baggrund heraf fandt nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse praktikforløbet som en del af revalideringsplanen. Kommunen var derfor berettiget til at standse udbetalingen af revalideringsydelse.

Ankestyrelsen indhentede oplysninger om optagelseskriterierne til pædagoguddannelsen. For at kunne optages på kvote 2 krævedes mindst 9. klasse, 2 HF fag samt 2 års erhvervserfaring. Ved mindre end 2 års erhvervserfaring kunne der søges dispensation, men ansøger skulle så på anden måde have fået en ballast svarende til 2 års erhvervserfaring.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om kommunen kunne standse udbetalingen af revalideringsydelse, når revalidenden ikke blev optaget på den ønskede uddannelse på grund af manglende kvalifikationer.

Ankestyrelsen tog endvidere stilling til, om revalideringsplanen opfyldte de lovmæssige krav til en erhvervsplan.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke kunne få revalideringsydelse i perioden fra hun fik afslag på optagelse på pædagogseminariet og indtil der kunne udarbejdes en realistisk erhvervsplan.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det erhvervsmæssige sigte ikke var tilstrækkeligt afklaret, da kommunen bevilgede ansøger revalideringsydelse.

Ankestyrelsen henviste til, at ansøger kun havde haft en ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, og at det forudgående aktiveringsforløb kun var på 20 timer ugentlig.

Ankestyrelsen fandt herudover, at en revalideringsplan med 1 år HF og pædagoguddannelse eller anden kreativ uddannelse i 4 år var for upræcis til at opfylde kravene til en erhvervsplan. En erhvervsplan skal således både angive mål, tidsrammer og indhold. Den skal også indeholde en beskrivelse af de enkelte elementer i forløbet, og den skal være realistisk bl.a. med henblik på revalidendens muligheder for optagelse på den planlagte uddannelse.

Kommunen burde derfor have foretaget en yderligere afklaring af ansøgers erhvervsmæssige muligheder. Kommunen burde endvidere have sikret sig, at ansøger opfyldte betingelserne for at kunne blive optaget på pædagoguddannelsen, inden kommunen bevilgede revalideringsydelse til 1 år på HF.

Ankestyrelsen fandt derfor, at forløbet under HF måtte betragtes som forrevalidering, og at ansøger burde have haft støtte i form af kontanthjælp under forløbet. Ansøger var først berettiget til at få udbetalt revalideringsydelse, når det erhvervsmæssige sigte var så afklaret, at der kunne lægges en realistisk erhvervsplan.

Da det erhvervsmæssige sigte fortsat måtte betragtes som uafklaret på tidspunktet for kommunens afgørelse, havde kommunen været berettiget til at standse udbetalingen af revalideringsydelse. Dette gjaldt uanset udtalelsen fra pædagogseminariet, da det måtte anses for usikkert, om ansøger ville kunne opfylde betingelserne for optagelse.

Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse det sociale nævns afgørelse og hjemviste sagen til kommunen til vurdering af, om ansøgers erhvervsmæssige situation senere var blevet så afklaret, at der kunne udarbejdes en realistisk erhvervsplan.

Ankestyrelsens afgørelse betød, at det år, hvori ansøger havde modtaget revalideringsydelse til gennemførelse af HF enkeltfag, ikke skulle indgå i den maksimale revalideringsperiode på 5 år, jf. aktivlovens § 49.