Ankestyrelsens principafgørelse P-14-02

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 385 af 26. maj 2000 - § 20a, stk. 2

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 24, stk. 2

Sagen drejede sig om en 53-årig kvinde, der i forbindelse med en arbejdsskade af venstre tommelfinger, blev sygemeldt i 1996. Hun blev i 1998 henvist til arbejdsprøvning og efterfølgende arbejdsprøvet som kontormedhjælper 15 timer ugentlig, senere øget til 20 timer om ugen. På grund af koncentrationsbesvær og mange sygemeldinger på grund af smerter, blev konklusionen fra arbejdsprøvningen, at hun ikke var egnet til kontorarbejde.

Der blev herefter søgt førtidspension, men kommunen gav i marts 1999 afslag på at påbegynde sag om førtidspension, hvilket nævnet tiltrådt i juli 1999.

Ansøger påbegyndte den 4. maj 1999 et afklarende forløb på revalideringsinstitution, og var til afsluttende samtale i august 1999. Der kunne ikke peges på arbejdsområder, hvor resterhvervsevnen kunne udnyttes. Man pegede samtidig på, at det var tvivlsomt, om en psykologisk behandlingsindsats ville kunne øge hendes muligheder for at gennemgå en mere tvivlsom arbejdsprøvning.

Efter forløbet fik ansøger flere smerter, og blev af egen læge henvist til undersøgelse hos neurolog, der imidlertid ikke fandt holdepunkt for nogen neurologisk lidelse.

Den 14. december 1999 anmodede ansøgers advokat kommunen om at påbegynde sag om førtidspension. Kommunen fandt imidlertid, at der fortsat ikke var tilstrækkelig grundlag for at påbegynde sag om førtidspension, men fandt, at der burde indhentes en erklæring fra speciallæge i psykiatri.

Den 17. juni 2000 modtog kommunen erklæring fra speciallæge i psykiatri, der konkluderede, at ansøger havde en somatoform smertetilstand. Han bemærkede samtidig, at hvis ansøgers tilstand ikke kunne bedres ved psykologisk behandling, kunne der ikke peges på yderligere behandlingsforslag, som ville ændre tilstanden, ligesom revalidering eller omskoling var udsigtsløs.

Kommunen kontaktede herefter psykologer, der imidlertid oplyste, at lidelsen somatoform smertetilstand var vanskelig at behandle med terapeutisk tiltag.

Kommunen besluttede herefter at påbegynde sag om førtidspension, og tilkendte efterfølgende mellemste førtidspension fra 1. august 2000.

Nævnet ændrede ved afgørelse af 22. maj 2001 kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at kommunen burde have rejst sag om førtidspension og tilkendt ansøger pension med virkning fra 1. januar 2000, hvor der forelå en vurdering fra revalideringsinstitutionen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvad der skal til, før der kan træffes afgørelse om påbegyndelse af pensionssag efter § 20a.

Ankestyrelsen fandt, at tidspunktet for påbegyndelse af ansøgers sag om førtidspension var den 19. juli 2000, hvor alle behandlingsmulighederne for at forbedre erhvervsevnen havde været forsøgt, uden det var lykkedes at forbedre erhvervsevnen.

Begrundelsen for afgørelsen var, at ifølge pensionslovens § 20a, stk. 2, kan behandlingen af en sag om førtidspension først påbegyndes på det tidspunkt, hvor alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger har været afprøvet, og tilstanden ikke kunne forbedres. Dette gjaldt dog ikke, hvor det vurderedes, at erhvervsevnen var ubetydelig og ikke kunne forbedres.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger i perioden fra 4. maj til 20. august 1999 havde været optaget på revalideringsinstitution til afklarende forløb. Det fremgik af journalen, at ansøgers aktuelle tilstand var svær at forene med en arbejdsprøvning, da både hendes fremmøde og enhver form for aktivitet var forbundet med store vanskeligheder. Ansøger blev på baggrund heraf henvist til behandling for sine somatiske lidelser hos reumatolog.

Ved efterfølgende samtale med ledende psykolog den 19. august 1999 vurderedes det, at der ved testen var fundet træk i retning af somatiserende sygdomsmønster, der meget vel kunne tænkes at have betydning for de reelle helbredsmæssige problemstillinger.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at der på tidspunktet for denne udtalelse forelå en erklæring af 14. marts 1999 fra speciallæge i ortopædkirurgi, der var indhentet til brug for ansøgers arbejdsskadesag. I denne erklæring var der beskrevet følgerne efter skaden på venstre tommelfinger, og at det ved den objektive undersøgelse bemærkedes, at ansøger virkede symptomaggraverende.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke på dette tidspunkt var en klar lægelig dokumentation for, at ansøgers erhvervsevne varigt var ubetydelig, ligesom man på dette tidspunkt heller ikke kunne sige, at alle behandlingsmuligheder var udtømte.

Ankestyrelsen lagde herudover vægt på, at der ved den indhentede erklæring af 16. juni 2000 fra speciallæge i psykiatri fremkom diagnosen somatoform smertetilstand, som varigt nedsatte erhvervsevnen med omkring 2/3. Samtidig pegede speciallægen på, at det ikke kunne udelukkes, at psykologisk behandling ville hjælpe på hendes måde at opfatte sig selv og hendes måde at håndtere tingene på.

Kommunen havde efter kontakt med psykologer fået konstateret, at lidelsen somatoform smertetilstand var vanskelig at behandle med terapeutisk tiltag.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede samtidig, at den ændrede afgørelse ikke medførte, at ansøger skulle tilbagebetale det beløb, der var kommet til udbetaling som følge af nævnets afgørelse.