Ankestyrelsens principafgørelse B-1-02

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lovbekendtgørelse nr 1017 af 17. november 2000 - § 24

Kommunen traf i december 2000 afgørelse om, at en kvinde ikke kunne betragtes som enlig forsørger, hvorfor hun ikke var berettiget til at modtage ordinært og ekstra børnetilskud med virkning fra den 1. januar 2001 samt forskudsvis udlagt børnebidrag med virkning fra den 1. april 2001. Kvinden havde desuden uberettiget modtaget børnetilskud for perioden 1. januar 2000 til 31. december 2001 og havde forskudsvis fået udbetalt børnebidrag for perioden 3. september 1999 til 1. april 2001, hvilke beløb derfor skulle tilbagebetales.

I maj 2001 anmeldte kommunen kvinden til politiet for socialt bedrageri bl.a. på baggrund af politiets iagttagelser ved ransagning af kvindens bolig og børnenes fars forklaring om sine boligforhold m.v.

Retten frifandt i oktober 2001 både kvinden og børnenes far for bedrageri efter straffelovens § 279.

Kommunen opretholdt tilbagebetalingskravet med den begrundelse, at selvom kvinden ikke kunne dømmes efter straffelovens § 279, kunne hun godt have levet i et ægteskabslignende forhold med den retsvirkning, at der ikke skulle udbetales de omhandlede ydelser.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på stillingtagen til, hvilken betydning en dom om frifindelse for overtrædelse af straffelovens regler om bedrageri har for tilbagebetaling af ydelser efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Ankestyrelsen var enig med det sociale nævn i, at der ikke var grundlag for at pålægge kommunen at genoptage sagen om tilbagebetaling af ordinært og ekstra børnetilskud samt forskudsvis udbetalte børnebidrag.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen ikke fandt, at der, siden kommunen traf afgørelse i sagen, var fremkommet nye faktiske oplysninger, der kunne begrunde en genoptagelse af sagen.

Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at det forhold, at kvinden var frifundet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om bedrageri, havde betydning for spørgsmålet om tilbagebetalingspligt efter børnetilskudslovens regler.

Begrundelsen herfor var, at det er antaget i teori og praksis, at der ikke kan opstilles samme krav til bevis i straffeprocessen og civilprocessen. I straffesager skal tiltaltes skyld være sandsynliggjort i en sådan grad, at der ikke består nogen rimelig tvivl herom. Der gælder ikke et så strengt beviskrav i forhold til tilbagebetalingsreglen i børnetilskudslovens § 24.

Ankestyrelsen henviste herved til Folketingets Ombudsmands Beretning s. 78-79, hvor ombudsmanden havde udtalt sig i en sag om en lignende problemstilling i forhold til arbejdsløshedsforsikringslovens regler om svig.

Ankestyrelsen tog ikke stilling til, om der forelå samliv i børnetilskudslovens forstand, da dette spørgsmål ikke havde generel eller principiel betydning.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.