Ankestyrelsens principafgørelse A-4-02

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 93, stk. 1 og § 93, stk. 6

Ansøger, der afsluttede sin uddannelse i juni 2000, søgte kommunen om kontanthjælp indtil han ville få udbetalt dagpenge fra arbejdsløshedskassen. Han forventede at dette ville ske i slutningen af august 2000.

Dagpengene ville være på ca. 10.000 kr. brutto pr. måned svarende til ca. 7.400 kr. netto.

Ansøger havde på ansøgningstidspunktet faste månedlige udgifter på ialt ca. 2000 kr.

Ansøger flyttede pr. 15. juli 2000, hvorefter de faste udgifter udgjorde 2.500 kr. pr. måned.

Kommunen bevilgede ansøger kontanthjælp fra 1. juli 2000, men mod tilbagebetaling i henhold til aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 6, da kommunen vurderede, at han med de lave faste udgifter ville være i stand til at betale beløbet tilbage indenfor en kortere periode.

Ansøger rettede på ny henvendelse til kommunen den 20. september 2000, hvor han oplyste, at han først kunne forvente at få udbetalt dagpenge den 30. oktober 2000. Årsagen var, at han ikke havde fået meldt adresseændring til Folkeregisteret og Arbejdsformidlingen. Han var derfor blevet afmeldt fra Arbejdsformidlingen.

Kommunen bevilgede kontanthjælp til ansøger for perioden 20. september til 30. oktober 2000 men mod tilbagebetaling i henhold til aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 1, da kommunen skønnede, at han havde handlet uforsvarligt ved ikke at have adresseforholdene i orden.

Kommunen fastholdt samtidig sin tidligere afgørelse om tilbagebetalingspligt i henhold til § 93, stk. 1, nr. 6 af den hjælp, der blev ydet fra 1. juli.

Nævnet ændrede kommunens afgørelser således, at ansøger ikke skulle tilbagebetale den kontanthjælp, som han havde modtaget for perioden 1. juli 2000 til slutningen af august 2000.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at forudsætningen for at kunne opretholde tilbagebetalingskravet efter aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 6 var bristet.

Nævnet henviste til, at kommunen på tidspunktet for afgørelsen var af den opfattelse, at ansøger ville få udbetalt dagpenge fra A-kassen fra slutningen af august 2000, og at kommunen derfor vurderede, at han ville være i stand til at tilbagebetale hjælpen i løbet af kortere tid. Denne forudsætning viste sig ikke at holde, da ansøger på grund af manglende adresseændring ikke blev berettiget til dagpenge fra A-kassen før på et senere tidspunkt.

Nævnet tiltrådte samtidig kommunens afgørelse om tilbagebetaling i henhold til aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 1 af den hjælp som ansøger havde modtaget for perioden fra 20. september til 30. oktober 2000.

Nævnet begrundede denne del af afgørelsen med, at ansøgers undladelse af at anmelde adresseændring til Folkeregisteret og til Arbejdsformidlingen var at betegne som uforsvarlig økonomi i bestemmelsens forstand.

Nævnet lagde vægt på, at det kunne forventes at borgere i Danmark i almindelighed var klar over, at man skulle melde adresseændring til Folkeregisteret. Ansøger måtte ligeledes have været klar over, at han som ledig ved A-kassen skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og at dette kræver, at Arbejdsformidlingen kan kontakte ham.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at ansøger ville have været berettiget til understøttelse fra slutningen af august 2000, hvis han havde haft sine adresseforhold i orden. Han ville dermed have været i stand til at tilbagebetale hjælpen inden for en kortere periode.

Kommunen mente derfor, at ansøger var selvforskyldt i, at forudsætningerne for at kunne tilbagebetale hjælpen for perioden 1. juli til slutningen af august 2000 var bristede.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om kommunen kunne fastholde sin afgørelse om tilbagebetaling, når ansøger først fik udbetalt arbejdsløshedsdagpenge fra et senere tidspunkt end forudsat af kommunen, da man vurderede, at han ville være i stand til at tilbagebetale den bevilgede kontanthjælp i løbet af kortere tid.

Ankestyrelsen tog også stilling til om det forhold, at ansøger undlod at meddele adresseændring til Folkeregisteret og Arbejdsformidlingen og dermed mistede retten til dagpenge i en periode, kunne sidestilles med uforsvarlig økonomi.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen kunne fastholde afgørelsen om tilbagebetaling i henhold til aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 6 af den kontanthjælp, som man havde bevilget ansøger fra 1. juli til slutningen af august 2000.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ikke var hjemmel i aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 1 til at kræve den kontanthjælp tilbagebetalt, som kommunen havde udbetalt fra den 20. september 2000. Denne hjælp kunne derfor ikke kræves tilbagebetalt.

Begrundelsen for afgørelsen var - for så vidt angik den kontanthjælp, der var bevilget fra den 1. juli 2000 -, at oplysningen om, at ansøger først ville få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge fra slutningen af oktober i stedet for fra slutningen af august 2000 ikke var af så væsentlig betydning for afgørelsen, at det kunne pålægges kommunen at genoptage sagen og ændre den tidligere trufne afgørelse.

Ankestyrelsen fandt på baggrund af de foreliggende oplysninger om størrelsen af ansøgers faste udgifter og størrelsen af de forventede udbetalinger fra arbejdsløshedskassen, at der ikke forelå særlige omstændigheder, som kunne give det sociale nævn grundlag for at ændre kommunens vurdering af, at ansøger fortsat ville kunne tilbagebetale den bevilgede hjælp i løbet af kortere tid.

Ankestyrelsen henviste herved til SM O-12-93, hvorefter begrebet "kortere tid" går på, hvornår tilbagebetalingen kan påbegyndes.

Begrundelsen var endvidere - for så vidt angik den kontanthjælp, der var bevilget fra 20. september 2000 -, at det forhold, at ansøger havde undladt at melde adresseændring til Folkeregisteret og Arbejdsformidlingen, ikke kunne betragtes som uforsvarlig økonomi i aktivlovens forstand, jf. SM A-3-01, hvorefter bestemmelsen i aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 1 om uforsvarlig økonomi efter forarbejderne til loven må antages i første række at sigte på tilfælde, hvor det aktuelle behov for hjælp kan tilregnes ansøgeren som et uforsvarligt forhold, fordi ansøger fører et ødselt levned eller foretager sig dispositioner, der ikke står i forhold til den økonomiske evne.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.