Sagen drejede sig om en kvinde, der havde haft sukkersyge siden 3-års alderen. Hun var dobbelt underbensamputeret og dermed bevægehandicappet. Hun havde fra amtskommunen fået bevilget et sæt proteser til daglig brug.
Kvinden søgte amtskommunen om støtte til at få fremstillet endnu et sæt proteser til brug ved ridning. Ansøgningen var begrundet med, at ansøgeren var startet på handicapridning 1-2 gange om ugen. Ridningen havde betydet bedring af balancen, hvilket igen havde givet ansøgeren mod på at bruge de allerede bevilgede proteser. Problemet med disse proteser var, at de gav vabler på indersiden af knæene, når ansøgeren red. Det var nødvendigt at have proteser på under træning af hensyn til styring af hesten.
I en udtalelse fra ansøgerens praktiserende læge var det bl.a. anført, at ansøgeren havde stor glæde af handicapridning, som styrkede hendes balance og dermed bedrede hendes gangfunktion. Samtidig var ridningen med til at bedre rygfunktionen og -muskulaturen, så hun fik færre rygsmerter. Det var uomtvisteligt, at muskler, der blev brugt, fik et bedre kredsløb samt en større muskelstyrke. Dette gjaldt også for ansøgeren. Det væsentlige ved ridningen var, at ansøgeren bedrede funktionen og styrken af muskler, som var væsentlige for hendes balance og hæmmede gangfunktion. Musklerne ville kunne styrkes ved træning i maskiner, men det ville balancen ikke.
Amtskommunen meddelte ansøgeren afslag efter servicelovens § 97 på støtte til rideproteser. Amtskommunen var enig i, at handicapridning kunne være en glimrende træning af både balance og muskelkraft og dermed formentlig kunne bedre ansøgerens gangfunktion, men da amtskommunen klart så træningen som en behandling i lighed med anden fysioterapi, vurderede man, at man ikke kunne bevilge rideproteser som et hjælpemiddel. Man vurderede, at de tidligere bevilgede proteser til daglig brug i væsentlig grad afhjalp de varige følger af ansøgerens nedsatte funktionsevne og dermed i væsentlig grad lettede hendes daglige tilværelse.
Nævnet ændrede amtskommunens afgørelse og fandt, at ansøgeren var berettiget til støtte til rideproteser efter servicelovens § 97. Begrundelsen var, at nævnet anså det for en væsentlig lettelse i ansøgerens daglige tilværelse, at hun kunne benytte benproteser i stedet for at sidde i sin manuelle kørestol. Nævnet anså det for en forudsætning for ansøgerens fortsatte mulighed for at gå med benproteser, at hendes muskulatur og balanceevne til stadighed blev vedligeholdt og styrket.
Nævnet lagde vægt på udtalelsen fra ansøgerens praktiserende læge, hvoraf det fremgik, at det var uomtvisteligt, at muskler, der blev brugt, fik et bedre kredsløb samt en større muskelstyrke. Ansøgerens funktion blev bedret, og muskler, som var væsentlige for hendes balance og hæmmede gangfunktion, blev styrket gennem ridningen.
Nævnet fandt det godtgjort, at en sådan vedligeholdelse og styrkelse bedst blev sikret ved regelmæssig ridning, og at dette kun var muligt, hvis ansøgeren benyttede særligt tilrettede rideproteser. Nævnet fandt, at det forhold, at vedligeholdelse og styrkelse af muskulatur og balance kunne indeholde trænings- og/eller behandlingsmæssige elementer, ikke i sig selv udelukkede, at rideproteser i det konkrete tilfælde kunne anses for et hjælpemiddel.
I amtskommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at man opfattede nævnets afgørelse som principiel, idet de ansøgte proteser udelukkende var til brug ved træning, og ansøgeren var kompenseret i dagligdagen ved bevilling af et sæt proteser. Hvis der i denne sag kunne/skulle bevilges specialproteser til brug i forbindelse med træning, kunne det medføre, at det også i andre sager ville blive aktuelt at bevilge særlige hjælpemidler. Det kunne f.eks. være specialkørestole til boldspil.
Det var efter amtskommunens opfattelse ikke korrekt, som anført af nævnet, at alternativet til bevilling af rideproteser var at anvende manuel kørestol. Ansøgeren var således bevilget et sæt proteser til daglig brug.
Amtskommunen henviste videre i klagen til SM 0-7-92 og SM 0-95-94, som efter amtskommunens opfattelse kunne sammenlignes med nærværende sag.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kunne ydes hjælp til rideproteser som et hjælpemiddel efter servicelovens § 97.
