Ankestyrelsens principafgørelse A-32-03

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003 - § 3, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 91 af 19. juni 1998 om kommunernes medvirken i sager om udlændinge - pkt. 26, pkt. 9

Sagen drejede sig om en finsk statsborger, der var blevet hjemsendt af Den Sociale Sikringsstyrelse. Afgørelsen herom var blevet stadfæstet af Ankestyrelsen.

Kort efter udløbet af udrejsefristen indgik han ægteskab med en herboende dansk statsborger.

Et halvt års tid senere ansøgte udlændingen og hans ægtefælle om kontanthjælp.

Kommunen afviste ansøgningen, og nævnet tiltrådte denne afvisning.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger ikke kunne anses for at have lovligt ophold her i landet.

Ved vurderingen lagde nævnet vægt på, at Den Sociale Sikringsstyrelse havde truffet afgørelse om, at ansøger ikke kunne modtage vedvarende hjælp til forsørgelse, og at afgørelsen indebar, at ansøgers ret til at opholde sig i Danmark var bortfaldet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at Sikringsstyrelsens afgørelse fortsat stod ved magt. Nævnet lagde endelig vægt på, at nævnet ikke havde kompetence til at tage stilling til, om ansøger efterfølgende havde opnået et nyt opholdsgrundlag her i landet, idet en afgørelse herom ville indebære en ophævelse af Sikringsstyrelsens afgørelse. Nævnet henviste derfor ansøger til at anmode Sikringsstyrelsen om at genoptage sagen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvilken myndighed - kommunen eller Sikringsstyrelsen - der er kompetent til at træffe afgørelse om, hvorvidt ansøgers opholdsgrundlag, der tidligere medførte hjemsendelse, var ændret efter indgåelsen af ægteskab med en dansk statsborger, således at ansøger kunne antages at have lovligt ophold.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen, som skulle tage stilling til, om ansøger var berettiget til kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, herunder om ansøger havde været udsat for ændringer i sine forhold, jf. lovens § 11.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunen har kompetencen til at træffe afgørelse om retten til hjælp efter aktivloven, når en udlænding, der tidligere er hjemsendt efter aktivlovens § 3, stk. 4, søger om hjælp.

Ved den vurdering lagde Ankestyrelsen vægt på, det oplyste om, at ansøger siden 5. oktober 2001 var gift med en herboende dansk statsborger og således måtte anses for at have lovligt ophold i Danmark.

I vurderingen indgik, at det er ansøgers forhold på ansøgningstidspunktet, der er afgørende for om der er ret til hjælp efter aktivloven, og at det af pkt. 9 i Socialministeriets vejledning om kommunernes medvirken i sager om udlændinge fremgår, at hvis der tidligere har været truffet afgørelse om hjemsendelse af en nordisk statsborger, kan der kun tilbydes hjælp til hjemrejse. Dette gælder dog ikke, hvis han i mellemtiden har opnået et opholdsgrundlag, fx ved at have haft arbejde i et omfang, der berettiger til EF/EØS-opholdsbevis, eller ved ægteskab med en fastboende her i landet.

I vurderingen indgik endvidere, at en udlænding, der er gift og samlever med en dansk statsborger, ikke hjemsendes, jf. vejledningens pkt. 26.

Endelig indgik det i vurderingen, at kommunen som hovedregel kun bør foretage indberetning til Sikringsstyrelsen, når der skønnes at være grundlag for, at der kan træffes afgørelse om hjemsendelse, jf. vejledningens pkt. 23.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.