Det fremgik af A kommunes journalakter, at Socialafdelingen i kommunen den 7. september 2001 internt blev underrettet om, at en ung gravid misbruger i en uge havde opholdt sig i kommunen. Hun havde forladt et behandlingssted for misbrugere, da behandlingsstedet krævede, at hun undergik antabusbehandling. Hun boede nu hos sin mor i kommunen. Den unge gravide kvinde var endvidere heroinmisbruger og prostitueret. Få dage efter henvendte kvindens mor, som frygtede, at kvinden igen var aktiv heroin-misbruger, sig til kommunen. Kvinden var gravid i 7. uge. A kommune fandt det på denne baggrund nødvendigt at gøre det klart overfor den unge gravide kvinde, at hendes misbrug kunne have alvorlige følger for fostret. Sagsbehandleren gav endvidere udtryk for betænkeligheder i forhold til kvindens forældreevne. Hun blev endvidere bedt om at overveje abort. Kvinden ønskede ikke umiddelbart at indgå i et behandlingsforløb, da hun gennem sin opvækst havde været institutionsanbragt en række steder.
I forbindelse med kommunens sagsbehandling blev en udtalelse indhentet fra det seneste behandlingssted, som kvinden havde opholdt sig på. Behandlingsstedet vurderede bl.a., at det ikke kunne anbefales, at hun fik ansvaret for et barn. Det blev desuden anbefalet, at der blev etableret en døgnbehandling af det lille barn (også i fostertilstanden) sammen med moren.
De mange råd og advarsler indvirkede ikke umiddelbart på kvindens livsførelse. Da kvinden var ca. 4 måneder henne, indvilgede hun i at lade sig indskrive på et center for familiebehandling i B kommune. Behandlingsstedet stillede som betingelse for at modtage kvinden, at A kommune gav tilsagn om at bevilge et langtidsophold på stedet. Uanset at A kommune ikke fandt at kunne tage stilling til hjælp efter barnets fødsel blev kvinden alligevel indskrevet 7. januar 2002. Hun var da ca. 5 måneder henne. Det viste sig meget vanskeligt for behandlingsstedet at fastholde kvinden i behandling de første måneder af opholdet. Der måtte næres dyb betænkelighed ved hendes evne til at varetage forældrerollen. Kvinden fødte en dreng den 3. maj 2002. Herefter opholdt mor og barn sig på behandlingsstedet indtil 15. oktober 2002, hvor moren måtte udskrives på grund af fortsat misbrug. Barnet blev den 14. oktober 2002 anbragt i familiepleje efter servicelovens § 40.
Nævnet fandt, at A kommune ikke var refusionspligtig for barnets ophold på behandlingsstedet og senere anbringelse i henhold til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11.
Afgørelsen var truffet i henhold til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, § 9, stk. 3.
Begrundelsen for afgørelsen var, at barnet først kunne betragtes som en person i forhold til hvem, der kunne træffes foranstaltninger, efter det blev født.
Nævnet var opmærksom på, at B kommune havde anført, at A kommune havde medvirket til kvindens misbrugsbehandling på behandlingsstedet vel vidende, at hun under opholdet ville føde det barn hun ventede, ligesom kommunen havde påpeget, at kvindens misbrugsbehandling overgik til at være såvel misbrugs- som familiebehandling ved barnets fødsel som en naturlig følge af, at barnet efter fødslen opholdt sig hos moderen. Disse forhold medførte dog ikke efter nævnets opfattelse, at A kommune kunne antages at have medvirket til barnets ophold på behandlingsstedet.
Nævnet lagde herved afgørende vægt på, at barnet havde ophold i B kommune fra fødslen samt at A kommune ikke havde mulighed for at træffe foranstaltninger i forhold til barnet, før det var født, uanset at kommunen må antages at have været bekendt med behovet for iværksættelse af eventuelle foranstaltninger efter servicelovens kap. 8 og 9 efter fødslen.
Nævnet fandt samtidig, at når A kommune ikke var refusionspligtig for barnets ophold på behandlingsstedet, fulgte det naturligt heraf, at kommunen heller ikke var refusionspligtig for barnets senere anbringelse i henhold til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11.
I klagen fra B Kommune til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at barnet var anbragt ved A kommunes hjælp, idet barnet blev født i forbindelse med at moren var anbragt til behandling.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvorvidt en kommune, der anbringer en gravid kvinde, er refusionspligtig for udgifter vedrørende barnets ophold sammen med moderen i boform og efterfølgende anbringelse i familiepleje.