Ankestyrelsens principafgørelse U-15-03

2003

Resume:

Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om overskridelse af ankefrist.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelserne til grund, at udgangspunktet er, at risikoen for at en klage når rettidigt frem til en myndighed, påhviler klageren, herunder risikoen for forsinkelser eller uregelmæssigheder i postgangen.

Udgangspunktet kunne imidlertid fraviges, hvis klager kunne sandsynliggøre, at klagen var afsendt, og at den var afsendt på et så tidligt tidspunkt, at den burde have været modtaget rettidigt hos myndigheden.

I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen, at et forsikringsselskab ikke havde løftet bevisbyrden for, at selskabet havde afsendt en klage inden ankefristens udløb den 17. december 2001. Det blev ikke anset som tilstrækkelig dokumentation, at selskabet fremsendte kopi af en anke dateret den 30. november 2001 samt kopi af brev til skadelidte af 6. december 2001 og efterfølgende et skærmprint, hvoraf fremgik, at anken blev oprettet den 30. november 2001. Selskabet havde herudover oplyst om selskabets procedure i forbindelse med udsendelse af post.

I sag nr. 2 hvor ankefristen udløb den 12. juni 2002, fandt Ankestyrelsen at et forbund, hvis klage blev registreret den 2. juli 2002 skulle stilles som om anken var rettidig. Ankestyrelsen fandt, at det var sandsynliggjort, at forbundets klage var sendt den 16. maj 2002, og derfor burde være kommet frem til Arbejdsskadestyrelsen indenfor klagefristens udløb. Ankestyrelsen lagde vægt på, at klagen af 16. maj 2002 til Arbejdsskadestyrelsen den samme dag var sendt i kopi til forbundets advokat samt til forbundets lokalafdeling, og at der forelå dokumentation for modtagelsen.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

04-10-2011

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 55, stk. 3 og § 55, stk. 4

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 1005035-02

Det fremgik af sagen, at ankefristen udløb den 17. december 2001. Arbejdsskadestyrelsen modtog den 17. juni 2002 selskabets brev af 14. juni 2002, som af Arbejdsskadestyrelsen blev registreret som en anke. Selskabet skrev i brev af 14. juni 2002 til Arbejdsskadestyrelsen, at da man har erfaret, at Arbejdsskadestyrelsen ikke har modtaget anken af 30. november 2001 genfremsendes denne. Selskabet vedlagde udover kopi af anken af 30. november 2001, kopi af brev til sikrede af 6. december 2001. Selskabet meddelte heri, at man samme dag havde sendt anken til Arbejdsskadestyrelsen. Sikrede havde ikke benægtet at have modtaget dette brev.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at udgangspunktet var, at risikoen for at en klage når rettidigt frem til en myndighed påhvilede klageren, herunder risikoen for forsinkelser eller uregelmæssigheder i postgangen.

Udgangspunktet kunne imidlertid fraviges, hvis klager kunne sandsynliggøre, at klagen var afsendt og at den var afsendt på et så tidligt tidspunkt, at den burde have været modtaget rettidigt hos myndigheden.

I praksis ville det sjældent være muligt at fastslå, om klagen var bortkommet i postgangen eller om klagen ved en fejl ikke var blevet registreret i den modtagende myndighed.

Ankestyrelsen fandt at det ikke var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at klage var sendt således, at den burde være kommet frem til Arbejdsskadestyrelsen inden klagefristens udløb.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på,

at forsikringsselskabets skærmprint af 30. november 2001 alene vurderedes at dokumentere, at der var oprettet en sag i selskabet, jf. teksten "Ankesag til Arbejdsskadestyrelsen".

at der i samme print den 6. december 2001 alene stod "Brev til forsikringstageren om vedlagt kopi" og at det således ikke fremgik, at der samtidig var sendt et brev til Arbejdsskadestyrelsen.

at der først i det samme print dateret den 14. juni 2002 stod "Brev til Arbejdsskadestyrelsen".

På baggrund af ovennævnte oplysninger fandt Ankestyrelsen ikke, at det forhold, at skadelidte havde modtaget kopi af klagen inden klagefristen udløb, dokumenterede, at klagen var sendt til Arbejdsskadestyrelsen.

Ankestyrelsen havde herudover den bemærkning i forhold til klagen, at styrelsen på baggrund af selskabets brev af 6. december 2001 respektive af 14. juni 2002 fandt det usikkert, om selskabet mente, at man havde sendt klagen til Arbejdsskadestyrelsen den 30. november 2001 eller den 6. december 2001.

Ankestyrelsen fandt herudover ikke, at der forelå særlig grund til at se bort fra overskridelsen af klagefristen.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at klagen først var modtaget i Arbejdsskadestyrelsen den 17. juni 2002, og at der ikke forelå særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 1005836-02

Det fremgik af sagen, at ankefristen udløb den 12. juni 2002. Arbejdsskadestyrelsen modtog den 2. juli 2002 kopi af brev af 1.juli 2002 fra forbundet, som af Arbejdsskadestyrelsen blev registreret som en anke. I brevet var der henvist til, at forbundet (tidligere) havde anket afgørelsen. Forbundet anmodede i brevet om kopi af speciallægeerklæring til brug for supplerende bemærkninger til den (allerede) indgivne anke. Forbundet havde i brev af 5. august 2002 fremsendt kopi af en anke dateret den 16. maj 2002, som ikke var registreret af Arbejdsskadestyrelsen. Det blev anført, at anken foruden at være sendt til Arbejdsskadestyrelsen samme dag var sendt til forbundets underafdeling samt advokat. Der blev efterfølgende sendt dokumentation for at advokatkontoret og forbundets underafdeling havde modtaget brevet den 17. maj 2002.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at udgangspunktet var, at risikoen for at en klage når rettidigt frem til en myndighed påhvilede klageren, herunder risikoen for forsinkelser eller uregelmæssigheder i postgangen.

Udgangspunktet kunne imidlertid fraviges, hvis klager kunne sandsynliggøre, at klagen var afsendt og at den var afsendt på et så tidligt tidspunkt, at den burde have været modtaget rettidigt hos myndigheden.

I praksis ville det sjældent være muligt at fastslå, om klagen var bortkommet i postgangen eller om klagen ved en fejl ikke var blevet registreret i den modtagende myndighed.

Ankestyrelsen fandt, at det var sandsynliggjort, at forbundets klage var sendt den 16. maj 2002, og derfor burde være kommet frem til Arbejdsskadestyrelsen inden klagefristens udløb. Skadelidte skulle derfor stilles som om anken var modtaget rettidigt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at klagen af 16. maj 2002 til Arbejdsskadestyrelsen den samme dag var sendt i kopi til forbundets advokat samt til forbundets lokalafdeling,

at det af kopien af klagen, der var sendt til advokaten fremgik, at der var sket indstempling i advokatkontoret den 17. maj 2002,

at det af kopi af den klage, der var fremsendt til lokalafdelingen fremgik, at hovedforbundet den 16. maj 2002 havde sendt kopi til lokalafdelingen og at lokalafdelingen den 30. maj 2002 havde sendt en kopi til orientering til skadelidte. Forbundets lokalafdeling havde herudover i brev af 16. august 2002 bekræftet, at man havde modtaget kopi af klagen den 17. maj 2002.

Dato for underskrift

04.04.2003

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 55

Journalnummer

1005035-021005836-02