Ankestyrelsen fandt, at kommunen var berettiget til at søge hele børnebidraget - det vil sige såvel normalbidraget som procenttillægget - inddrevet hos bidragspligtige, jf. inddrivelseslovens § 2, stk. 1, og børnetilskudslovens § 19.
Begrundelsen for afgørelsen var, at det offentlige efter børnetilskudslovens § 19 skal søge hele det beløb, der ved resolutionen efter lov om børns forsørgelse skal betales, inddrevet hos den bidragsskyldige. Ankestyrelsen fandt, at det var uden betydning for adgangen til at inddrive beløbet, om bidraget var fastsat af myndighederne eller beroede på en aftale mellem bidragspligtige og bidragsberettigede. Ankestyrelsen fandt, at aftalen mellem bidragspligtige og bidragsberettigede havde den fornødne klarhed til at kunne danne grundlag for inddrivelse.
Ankestyrelsen lagde vægt på den indhentede udtalelse af 27. marts 2003 fra Civilretsdirektoratet, hvoraf det blandt andet fremgik, at det efter direktoratets opfattelse var uden betydning for inddrivelse af et børnebidrag, om bidraget var fastsat af statsamtet/Civilretsdirektoratet - herunder om der var udfærdiget en bidragsresolution på baggrund af parternes aftale - eller om bidraget alene beroede på parternes aftale. Det afgørende i relation til inddrivelse af aftalte bidrag måtte efter Civilretsdirektoratets opfattelse være, om aftalen havde den fornødne klarhed til at kunne danne grundlag for inddrivelse, hvilket i praksis typisk ville indebære, at der forelå en skriftlig aftale mellem parterne.
Ankestyrelsen havde lagt til grund, at bidragsberettigede i marts 2001 søgte kommunen om underholdsbidrag, at kommunen herefter udbetalte børnebidraget forskudsvis, og at bidragsberettigede ikke efterfølgende havde trukket ansøgningen tilbage. Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at bidragsberettigede ikke havde meddelt kommunen, at inddrivelsen af procenttillægget kunne berostilles, selv om kommunen i juli 2001 bad om en udtalelse i anledning af bidragspligtiges anmodning herom, ligesom kommunen i den forbindelse orienterede bidragsberettigede om, at inddrivelsessagen mod bidragspligtige ville fortsætte, indtil hun svarede.
Bidragspligtige havde i brev af 29. april 2003 anført, at ændring af det frivilligt aftalte tillæg kunne ændres af parterne, hvilket kunne medføre tilbagebetaling fra modtagers side til kommunen, hvis den havde udlagt beløbet, hvilket han fandt meget uhensigtsmæssigt. Ankestyrelsen bemærkede hertil, at kommunen alene kunne udbetale normalbidraget forskudsvis.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - j.nr. 3700075-02:
Bidragspligtige og bidragsberettigede blev skilt den 10. november 1999. Der blev samtidig udfærdiget et tillæg af 10. november 1999 til skilsmissebevillingen, hvoraf det fremgik, at bidragspligtige med virkning fra 1. december 1999 og indtil videre betalte 2.000 kr. månedligt til datterens forsørgelse. Aftalen skulle kunne ændres af statsamtet i henhold til børnelovens § 17. Der blev endvidere henvist til parternes aftale af 13. september 1999.
Bidragsberettigede og datteren flyttede pr. 29. november 1999 til en anden bolig. Datteren fraflyttede denne bolig den 22. september 2000.
Bidragspligtige havde fra 1. december 1999 til 29. september 2000 månedligt indbetalte det aftalte beløb på datterens konto og ikke på bidragsberettigedes konto.
Bidragsberettigede rettede i maj 2001 henvendelse til sin kommune for at få bidraget til datteren for perioden 1. december 1999 til 29. september 2000 inddrevet hos bidragspligtige.
Kommunen traf i september 2001 afgørelse om, at bidragspligtige ikke med frigørende virkning kunne indbetale børnebidrag direkte til datteren.
Nævnet ændrede i december 2001 kommunens afgørelse og fandt, at bidragspligtige ikke var forpligtet til at betale børnebidraget til kommunen. Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke forelå en bidragsresolution.
Nævnet genoptog sagen i marts 2002 efter en henvendelse fra bidragsberettigedes advokat. Nævnet annullerede i september 2002 sin tidligere afgørelse, og fandt, at kommunen havde været berettiget til at pålægge bidragspligtige at betale børnebidraget for tiden fra 1. december 1999 til 21. september 2000.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at bidragsberettigede var berettiget til bidrag efter den aftale, der var indgået imellem parterne og vedlagt som tillæg til skilsmissebevillingen, at bidragene ikke var udbetalt til bidragsberettigede men til datteren, og at det var tvivlsomt og altså ikke klart bevist, om der fandtes en bindende (stiltiende eller udtrykkelig) aftale mellem parterne om, at bidragene med frigørende virkning kunne udbetales til datteren. Afklaring af dette spørgsmål henhørte under domstolene.
Nævnet havde lagt til grund, at såvel en myndighedsafgørelse som en aftale vedrørende bidrag kunne danne grundlag for inddrivelse. Det var altså uden betydning for inddrivelsen, om bidrag var fastsat af statsamtet, eller om der forelå en aftale, der var godkendt eller ikke godkendt af statsamtet.
I klagen over afgørelsen til Ankestyrelsen var det blandt andet anført, at der ikke var tale om, at amtet havde udarbejdet en bidragsresolution, og dette punkt fandtes at være af principiel betydning for, hvorvidt det pågældende bidrag overhovedet kunne inddrives via lov om inddrivelse af underholdsbidrag. Det blev endvidere gjort gældende, at sagen havde principiel karakter, idet der var tale om, hvorvidt passivitet fra moderen i 18 måneder kunne bevirke, at krav om indbetaling direkte ikke længere kunne rettes mod bidragspligtige. Endelig blev det anført, at nævnets behandling ved genoptagelsen af sagen alene burde have vedrørt spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om en resolution eller ej.
Ankestyrelsen indhentede til brug for sagens behandling en udtalelse fra Civilretsdirektoratet om, hvorvidt en aftale indgået mellem parterne om børnebidrag og dets størrelse, som var meddelt statsamtet, kunne sidestilles med en resolution i henhold til lov om børns forsørgelse.
Det fremgik blandt andet af udtalelsen, at det efter direktoratets opfattelse var uden betydning for inddrivelse af et børnebidrag, om bidraget var fastsat af statsamtet/ Civilretsdirektoratet - herunder om der var udfærdiget en bidragsresolution på baggrund af parternes aftale - eller om bidraget alene beroede på parternes aftale. Det afgørende i relation til inddrivelse af aftalte bidrag måtte efter Civilretsdirektoratets opfattelse være, om aftalen havde den fornødne klarhed til at kunne danne grundlag for inddrivelse. Dette ville i praksis typisk indebære, at der forelå en skriftlig aftale mellem parterne.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om adgangen til at inddrive beløb i henhold til bidragsresolution også omfattede frivilligt aftalte bidrag.
