En ansøger, som var blevet arbejdsløs og som modtog arbejdsløshedsdagpenge søgte om hjælp til husleje, vægtafgift, ulykkesforsikring og familieforsikring samt telefonabonnement. Ægtefællen var overgået til folkepension.
Ansøgningen var begrundet i ægtefællens sygdom (diabetes og kræft) og udgifter i forbindelse hermed, såsom diabetikerkost og transportudgifter mellem hjem og Rigshospitalet og mellem hjem og forskellige institutioner som Kræftens Bekæmpelse for at få råd og vejledning. Det oplystes, at ansøgeren nyligt havde haft udgifter i forbindelse med uddannelse.
Kommunen bevilgede hjælp efter § 81 til det ansøgte med tilbagebetalingspligt efter § 93, stk.1,nr.1.
Kommunen begrundede afgørelsen med, at ansøgeren og ægtefællen ellers ville blive sat ud af boligen. Ansøgeren vurderedes desuden at have behov for telefon og forsikringer på grund af ægtefællens kræftlidelse. Endvidere vurderedes det, at ansøgeren havde behov for bil, idet hun arbejdede for et vikarbureau, og derfor havde brug for bilen til at komme rundt.
Kommunen havde i journalen noteret, at ægtefællen fik tilskud til merudgifter til diabeteskost som pensionist, og at amtet dækkede kørsel til og fra Rigshospitalet. Det var desuden noteret, at ansøgeren havde anført, at udgifterne ikke blev dækket fuldt ud.
Der forelå ingen oplysning om, at ansøgeren havde indtægt ved eget arbejde.
Kommunen begrundede ifølge journaloplysninger tilbagebetalingspligten med, at familien selv havde sat sig i den økonomiske situation, som den var i nu, fordi familien havde lejet en bolig, som kostede 6.400 kr. inklusive el og varme pr. måned. Dette havde parret ikke økonomi til at klare i perioder, hvor ansøgeren var arbejdsløs. Det vurderedes derfor, at parret havde udvist uforsvarlig økonomi, fordi de med hensyn til deres økonomi burde have taget højde for en situation, hvor hustruen var arbejdsløs. Hjælpen blev derfor ydet med tilbagebetalingspligt efter aktivlovens § 93, stk.1, nr. 1.
Det var oplyst, at parret 3 gange tidligere indenfor for ca. 16 måneder havde søgt om og fået bevilget hjælp til forskellige faste udgifter. Kommunen havde ydet hjælpen med tilbagebetalingspligt efter aktivlovens § 93, stk.1, nr. 1.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om hjælp til det ansøgte efter aktivlovens § 81.
Nævnet lagde ved sin afgørelse til grund, at kommunen havde vurderet, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få bevilget hjælp til det ansøgte efter aktivlovens § 81.
Nævnet fandt ud fra sagens oplysninger ikke anledning til at ændre kommunens skønsmæssige vurdering, hvorefter ansøgeren havde udvist uforsvarlig økonomi.
Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren flere gange siden oktober 2000 havde haft problemer med at betale sine faste løbende udgifter som husleje, el, varme, forsikringer mv., og at ansøgeren tre gange tidligere havde fået bevilget hjælp fra kommunen til betaling af disse udgifter.
Nævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren efter at hun i 2000 blev arbejdsløs, ikke havde indrettet sin økonomi efter husstandens indtægter.
Ansøgeren klagede over, at kommunen havde pålagt tilbagebetalingspligt for hjælpen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om udgifter til betaling af husleje, telefonabonnement, vægtafgift og forsikringer er udgifter, der kan ydes hjælp til efter aktivlovens § 81, og om det er udtryk for uforsvarlig økonomi, at familien ikke har indrettet økonomien på, at den økonomiske situation har ændret sig.
