Kommunen havde ikke pligt til at genoptage pensionssag for kvinden, der var afgået ved døden.
Begrundelsen var, at kvinden ikke selv havde ansøgt om genoptagelse af pensionssagen.
Endvidere blev lagt vægt på, at den efterlevende ægtefælle ikke var klageberettiget i forhold til afgørelsen om førtidspension, og at han derfor ikke kunne anses for at være berettiget til at kræve sagen genoptaget.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at kun den person, som afgørelsen vedrører, kan klage over denne, jf. § 60, stk. 1, 2. punktum i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Ifølge pensionslovens § 44, stk. 2 kan pensionisten selv rejse sag om frakendelse eller ændring af pension.
Ankestyrelsen fandt, at en anmodning om genoptagelse havde samme karakter som en klage over den oprindelige afgørelse. Da adressaten for afgørelsen om førtidspension af 17. juni 1992 var kvinden, vedrørte afgørelsen alene hende og ikke ægtefællen. Førtidspension er en personlig ydelse og kravet på pension ophører straks ved pensionistens død, jf. pensionslovens § 33, stk. 3.
Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.