Ankestyrelsens principafgørelse D-7-03

2003

Resume:

Ved standsning af revalideringsydelse på grund af afbrudt erhvervsplan af helbredsmæssige årsager, var beskæftigelseskravet opfyldt, idet fraværet klart havde sammenhæng med en arbejdsskade. Dagpengeudbetalingen skulle derfor genoptages.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at kommunen havde iværksat arbejdsprøvning til afklaring af hans ressourcer og begrænsninger i forhold til arbejdsmarkedet med henblik på eventuel virksomhedsrevalidering.

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002 - § 5, stk. 1 og § 21, stk. 1

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002 - § 5

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 2, stk. 1, nr. 4, § 34 og § 7

Sagen vedrørte en 43-årig mand, der tidligere havde været beskæftiget som renovationschauffør indtil februar 1997, hvor han var udsat for en trafikulykke.

Ansøger modtog sygedagpenge frem til foråret 2000, hvor der blev fastlagt en erhvervsplan med henblik på uddannelse til pædagog.

Under uddannelsen fandt han ud af, at de helbredsmæssige gener ikke var forenelige med jobbet som pædagog, og søgte erhvervsplanen ændret til socialrådgiveruddannelsen.

Kommunen gav afslag herpå. Efter et møde i forvaltningen blev man enige om, at ansøger skulle stoppe uddannelsen som pædagog, hvorefter der skulle iværksættes arbejdsprøvning til afklaring af hans ressourcer og begrænsninger i forhold til arbejdsmarkedet, evt. med henblik på virksomhedsrevalidering.

Da der ikke i den forbindelse blev fastlagt nogen erhvervsplan, stoppede udbetalingen af revalideringsydelse, og han blev henvist til at søge kontanthjælp, da han ikke var berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, og heller ikke til sygedagpenge.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på revalideringsydelse.

I klagen bemærkede ansøger, at afgørelsen var truffet på et forkert grundlag. Han henviste til SM-D-14-02, som havde betydning for hans arbejdsskadesag.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilket forsørgelsegrundlag, der skal lægges til grund ved en afbrudt erhvervsplan.

Ansøger havde ret til sygedagpenge efter den 30. april 2002, hvor revalideringsydelsen ophørte, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1 og § 21, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt samtidig, at han ikke havde ret til revalideringsydelse under den af kommunen iværksatte arbejdsprøvning til afklaring af hans ressourcer og begrænsninger i forhold til arbejdsmarkedet med henblik på evt. virksomhedsrevalidering, jf. aktivlovens § 51, stk.1.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at revalideringsydelse først kan udbetales når der er iværksat revalidering, herunder virksomhedsrevalidering i overensstemmelse med fastlagt erhvervsplan.

Ved afgørelsen om ret til sygedagpenge lagde Ankestyrelsen vægt på, at revalideringsplanen til pædagogstudiet var opgivet med ophør den 30. april 2002 af helbredsmæssige årsager.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at han opfyldte beskæftigelseskravet i dagpengeloven. Her blev lagt vægt på, at fraværket klart havde sammenhæng med arbejdsskaden den 19. februar 1997.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at kommunen havde besluttet at iværksætte arbejdsprøvning til afklaring af hans ressourcer og begrænsninger i forhold til arbejdsmarkedet med henblik på evt. virksomhedsrevalidering.

Ankestyrelsen bemærkede, at det sociale nævn ikke ud fra en helhedsvurdering havde taget stilling til, om han var berettiget til sygedagpenge, jf. retssikkerhedslovens § 5.

Ankestyrelsen tiltrådte det sociale nævns afgørelse om afslag på revalideringsydelse, men ændrede afgørelsen om ret til sygedagpenge på grund af manglende helhedsvurdering.

Dato for underskrift

07.05.2003

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 28. juni 2013, da den er erstattet af principafgørelse 80-13.

Paragraf

§ 2 § 5 § 7 § 51 § 34 § 21

Journalnummer

2000559-02