Ankestyrelsens principafgørelse D-6-03

2003

Resume:

Dagpengeperioden kunne forlænges indtil Arbejdsskadestyrelsen havde truffet afgørelse om erhvervsevnetab i forbindelse med, at der var indgivet en ny anmeldelse på et nyt grundlag, før dagpengeudbetalingen blev standset.

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002 - § 22, stk. 1, nr. 4

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 5

Ansøger blev i november 2000 sygemeldt på grund af tiltagende smerter fra venstre skulder med smerteudstråling ned i arm og hånd samt i nakkeregionen.

Han forsøgte at genoptage arbejdet på deltid, men måtte opgive og sygemeldes på fuld tid. Lidelsen blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen som en erhvervssygdom. I november 2001 afviste Arbejdsskadestyrelsen at anerkende lidelsen som en erhvervssygdom.

Kommunen besluttede at ansøger skulle gennemgå en yderligere undersøgelse hos speciallæge og meddelte samtidig, at han den 30. januar 2002 ville falde for varighedsbegrænsningen for udbetaling af sygedagpenge.

Ved møde i forvaltningen i slutningen af februar 2002 fik ansøger oplyst, at der ikke var grundlag for forlængelse af dagpengeretten, da der ikke var en verserende sag i Arbejdsskadestyrelsen. Dette undrede ansøger, da han af sin advokat havde fået oplyst, at der skulle være en sag i Arbejdsskadestyrelsen.

Ansøgers advokat henviste i klagen til, at den sag, der verserede ikke var en genoptagelse af den afviste anerkendelse af lidelsen som erhvervssygdom, men en ny sag på grundlag af en ny anmeldelse om en kortvarig skadelig påvirkning.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med den givne begrundelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på supplement til SM-D-28-95 vedrørende forlængelse af dagpengeperioden.

Ansøger havde ret til at få forlænget sine dagpenge efter den 30. januar 2002.

Begrundelsen var, at forlængelse af udbetaling af dagpenge kunne ske, hvis der var rejst sag om ret til erstatning efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. § 22, stk. 1, nr. 4, i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgers advokat den 7. januar 2002 anmeldte ansøgers skulderlidelse som en kortvarig skadelig påvirkning til Arbejdsskadestyrelsen. Der var således tale om en ny anmeldelse, hvor Arbejdsskadestyrelsen ikke havde truffet afgørelse på et nyt grundlag, før udbetalingen af dagpenge blev stoppet.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Dato for underskrift

04.04.2003

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 2. april 2013, da den er erstattet af principafgørelse 43-13.

Paragraf

§ 27 § 22

Journalnummer

7000282-02