Resume:
Der kunne ikke gives afslag på helbredstillæg til briller alene med den begrundelse, at udgiften var afholdt før ansøgningstidspunktet.
Ankestyrelsen lagde til grund, at der som udgangspunkt først kan ydes hjælp fra ansøgningstidspunktet. Det kan dog efter praksis, i særlige tilfælde efter en konkret vurdering ydes hjælp med tilbagevirkende kraft.
Ankestyrelsen fandt ikke, at reglerne om helbredstillæg eller beregning heraf eller forarbejderne til disse afskærer fra i særlige tilfælde at yde hjælp med tilbagevirkende kraft.
Sagen blev hjemvist til kommunen til konkret vurdering af, at der forelå sådanne særlige forhold, at der kunne ydes helbredstillæg, selv om brillerne var købt før ansøgningen.