Ankestyrelsens principafgørelse C-16-03

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002 - § 60, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 102, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 116, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. (Lov om social service) - pkt. 132

Sagen drejede sig om en udlejer af en beboelsesejendom, som havde rettet henvendelse til kommunen med henblik på, at få udbedret de skader der var fremkommet i et badeværelse i en af udlejningslejlighederne. Skaderne var opstået i forbindelse med opsætning og nedtagning af hjælpemidler, som var blevet bevilget som en boligændring efter den tidligere gældende § 59, stk. 1 i lov om social bistand (nugældende § 102, stk. 1 i lov om social service) til en nu afdød lejer.

Det var oplyst, at kommunen for flere år siden havde bevilget boligændringen efter bistandsloven og at der ikke i forbindelse med opsætningen af hjælpemidlerne var blevet indgået aftale mellem kommune og lejer om retablering.

Kommunen valgte imidlertid efterfølgende, at yde udlejer hjælp til retablering i form af opsætning af 25 nye fliser på badeværelset.

Udlejeren klagede efterfølgende over kommunens afgørelse. I klagen var det bl.a. anført, at det ikke længere var muligt at få fat i den type fliser, som i øvrigt fandtes i badeværelset. Udlejer fandt derfor, at kommunen skulle yde udlejeren hjælp til opsætning af nye fliser i hele badeværelset.

Det var videre anført, at udlejer aldrig var blevet orienteret om/eller havde givet tilladelse til opsætning af hjælpemidlerne.

Det sociale nævn afviste at tage stilling til kommunens afgørelse, idet kommunens afgørelse ikke var en afgørelse truffet efter den sociale lovgivning, jf. § 60, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Nævnet fandt derfor ikke, at nævnet havde kompetence til at træffe afgørelse i sagen. Tvisten mellem udlejer og kommunen/lejers dødsbo kunne, efter nævnets opfattelse, indbringes for de almindelige domstole.

Udlejeren klagede over nævnets afgørelse. I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at der alene kunne være tale om en tvist mellem udlejer og kommunen medmindre kommunen var i besiddelse af en tilladelse/erklæring fra den tidligere lejer som indebar, at lejeren skulle sørge for en retablering af forholdene.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på præcisering af en boligudlejers retsstilling i forbindelse med en eventuel retablering efter bistandslovens § 59, stk. 1 (nugældende § 102, stk. 1 i lov om social service), når der er tale om boligindretning i lejelejlighed.

Ankestyrelsen fandt ikke, at Ankestyrelsen havde kompetence til at tage stilling til en udlejers klage over en kommunes afgørelse om retablering af et badeværelse efter en boligændring bevilget efter bistandslovens § 59, stk. 1 (nugældende § 102, stk. 1 i lov om social service), jf. retssikkerhedslovens § 60, stk. 1. Ankestyrelsen kunne derfor ikke behandle udlejers sag.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunens tilbud til udlejer om at betale udgifterne til retablering af en forhenværende lejers badeværelse ikke var en afgørelse efter den sociale lovgivning, jf. retssikkerhedslovens § 60, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde til grund, at klager var udlejer af en beboelsesejendom og at en af udlejers tidligere (nu afdøde) lejere år tilbage havde fået bevilget hjælp til boligændringer i badeværelset af kommunen efter den dagældende § 59, stk. 1 i lov om social bistand. Det var oplyst, at der ikke i forbindelse med bevillingen af boligændringen var blevet indgået aftale mellem kommunen og den forhenværende lejer om retablering.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at udlejer efter lejerens død havde rettet henvendelse til kommunen og anmodet om at få hjælp til retablering af badeværelset.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at det følger af den tidligere gældende § 59, stk. 1 i lov om social bistand, at der til personer med invaliditet eller varig sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed kunne ydes nødvendig hjælp til indretning af boligen for at gøre denne bedre egnet som opholdssted for pågældende. Det følger endvidere af punkt 4, i det tidligere gældende cirkulære nr. 152 af 17. december 1986 om hjælp til boligindretning m.v., at der i forbindelse med ydelse af hjælp til indretning af lejlighed kunne gives tilsagn om dækning af udgifterne til nødvendig retablering af lejligheden på nærmere fastsatte betingelser, der blev aftalt inden igangsættelsen af boligændringen (svarede til pkt. 132 i Socialministeriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.).

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ikke i forbindelse med bevilling af hjælp til boligindretningen var blevet truffet aftale om retablering mellem kommunen og den tidligere lejer.

Ankestyrelsen fandt ikke, at udlejer herefter kunne fremsætte et selvstændigt krav om retablering efter den sociale lovgivning og fandt derfor ikke, at kommunens tilbud til udlejer om retablering byggede på et krav med hjemmel i den sociale lovgivning.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen tog ikke stilling til om der kunne rejses erstatningskrav efter anden lovgivning, herunder lejeloven.