Ankestyrelsens principafgørelse D-18-03

2003

Resume:

Der var ikke ret til forlængelse af dagpengene med henvisning til, at der verserede en arbejdsskadesag, idet den aktuelle sygemelding ikke havde sammenhæng med den verserende arbejdsskadesag.

Den aktuelle lidelse var også anmeldt som arbejdsskade, men Arbejdsskadestyrelsen havde afvist anerkendelse.

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002 - § 22, stk. 1, nr. 4

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 5

En kvinde var udsat for en skulderskade. Efter længere tids sygemelding blev hun raskmeldt og påbegyndte en uddannelse. Skaden blev anerkendt som arbejdsskade, men afgørelse om erstatning blev udsat. 7 måneder senere blev hun igen sygemeldt på grund af en anden lidelse. Denne lidelse - en ryglidelse - blev ikke anerkendt som arbejdsskade. Efter flere afgørelser om forlængelse af sygedagpengene traf kommunen afgørelse om at der ikke var grundlag for yderligere forlængelse. Kvinden ankede med henvisning til, at hun havde en verserende arbejdsskadesag.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse med henvisning til at der verserede en uafsluttet arbejdsskadesag. Nævnet tilføjede, at det var uden betydning, at den verserende arbejdsskadesag ikke havde direkte sammenhæng med den foreliggende sag om uarbejdsdygtighed på grund af diskusprolaps.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om der var ret til sygedagpenge efter § 22, stk. 1, nr. 4, når sygemeldingen skyldes anden indtruffen sygdom efter at der er sket raskmelding for følgerne af arbejdsskaden.

Der var ikke ret til sygedagpenge efter § 22, stk. 1, nr. 4, idet det er en forudsætning for forlængelse, at sygemeldingen helt eller delvis skyldes den verserende arbejdsskadesag.

Dette følger af forarbejderne til loven.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse, og tilbagesendte sagen til kommunen til vurdering af, om der var mulighed for at forlænge efter andre bestemmelser.

Afgørelsen medførte ikke, at de sygedagpenge, der var udbetalt i henhold til nævnets afgørelse skulle tilbagebetales.

Dato for underskrift

26.09.2003

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 2. april 2013, da den er erstattet af principafgørelse 43-13.

Paragraf

§ 27 § 22

Journalnummer

7000121-03