Ankestyrelsens principafgørelse I-2-03

2003

Resume:

Integrationslovens regler giver ikke ret til en måneds friperiode med introduktionsydelse, når man er i jobtræning med udbetalt overenskomstmæssig løn fra arbejdsgiver, da personer i jobtræning er omfattet af ferielovens regler.

Lov om integration af udlændinge i Danmark - lovbekendtgørelse nr. 316 af 28. april 2003 - § 24

Det fremgik af sagen, at ansøger var i gang med introduktionsprogram efter integrationsloven.

Han blev den 1. juni 2002 ansat i jobtræning med overenskomstmæssig løn. Kommunen ydede tilskud til arbejdsgiver efter reglerne herom.

I begyndelsen af august 2002 ansøgte han kommunen om supplerende økonomisk hjælp, idet han for juli fik mindre i løn på grund af afholdt ferie.

Han mente, at han var berettiget til introduktionsydelse, mens han holdt ferie, idet han året før havde holdt fri med udbetaling af introduktionsydelse.

Det fremgik af lønsedlen, at han havde holdt ferie i 14 dage i juli.

Kommunen gav afslag på at yde økonomisk hjælp i forbindelse med afholdelse af ferie.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Begrundelsen var, at ansøger var kommet i jobtræning med udbetalt overenskomstmæssig løn fra arbejdsgiver, jf. lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik, og at han således var i arbejde og optjente ferie til afvikling i næste ferieår.

Nævnet henviste desuden til, at selv om han fortsat var i aktivering, var han, da det netop drejede sig om jobtræning med udbetaling af løn, ikke berettiget til en aktiveringsfri periode.

Nævnet fandt, at uanset ordlyden af integrationslovens § 24 - i modsætning til aktivlovens § 23 - fulgte denne retsstilling af anden lovgivning, idet jobtræningen var omfattet af lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik.

I aktivlovens § 23 er jobtræning direkte undtaget fra retten til friperiode. I integrationslovens § 24 er jobtræning ikke særskilt nævnt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af betydningen af integrationslovens § 24 i forbindelse med afholdelse af ferie under aktivering i jobtræning efter § 23, stk. 2, nr. 2.

Ankestyrelsen fandt ikke, at integrationslovens § 24 gav mulighed for at yde supplerende økonomisk hjælp til den reducerede løn, som han modtog efter, at ansøger i juli måned havde holdt ferie.

Begrundelsen for afgørelsen var, at retten til 1 måneds friperiode ikke gjaldt for personer i jobtræning med udbetalt overenskomstmæssig løn.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fremgik af integrationslovens § 29, stk. 2, at § 18 i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende anvendelse for udlændinge, der som led i et integrationsprogram aktiveres i jobtræning.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at baggrunden for at personer i jobtræning ikke var omfattet af retten til en måneds friperiode, var, at de var omfattet af ferieloven, jf. § 18 i lov om aktiv socialpolitik.

Ankestyrelsen fandt derfor, - uanset at det ikke fremgik direkte af integrationslovens § 24 - at personer i jobtræning efter integrationsloven ikke var berettiget til friperiode.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at ansøger heller ikke var berettiget til supplerende kontanthjælp efter reglerne i aktivloven.

Begrundelsen herfor var, at en udlænding, der tilbydes et introduktionsprogram (jf. § 16) ikke er berettiget til at modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. § 26 i integrationsloven.

Ankestyrelsen tiltrådte derfor det sociale nævns afgørelse.

Dato for underskrift

01.07.2003

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Paragraf

§29 §24 §16 §26 §18 §23

Journalnummer

2000641-02