Ansøger, en 33-årig gift mand, havde frem til 1995 været beskæftiget ved forskelligt ufaglært fysisk belastende arbejde, men måtte ophøre på grund af rygsmerter.
Udover en ryglidelse var ansøger overvægtig (125 kg/179 cm).
Han fik med revalideringsstøtte en uddannelse indenfor kontor. Søgte efterfølgende job indenfor kontorarbejde men uden held. Påbegyndte atter arbejde, der var fysisk belastende, så som renovationsarbejde, tarmrenser og lagerarbejde indtil sygemelding i maj 2002.
Ansøger blev i januar 2003 henvist til arbejdsprøvning på kontor 3 timer daglig. Arbejdsprøvningen skulle vare over 3 måneder, men arbejdsprøvningen blev afbrudt i starten af marts 2003 på grund af forværring af de helbredsmæssige forhold. Sammenlagt mødte han 14 dage i hele arbejdsprøvningsperioden, og havde13 dages fravær jævnt fordelt over perioden.
Ansøger søgte herefter førtidspension, men kommunen gav i april 2003 afslag på påbegyndelse af sag om førtidspension.
Nævnet var enig med kommunen, og begrundede afgørelsen med, at de helbredsmæssige forhold ikke udelukkede iværksættelse af foranstaltninger med henblik på en yderligere afklaring af arbejdsevnen, herunder en undersøgelse og beskrivelse af ansøgers erhvervsmæssige muligheder og begrænsninger. Ved vurderingen blev der også lagt vægt på ansøgers alder, uddannelse og hidtidige erhvervsforløb.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis efter de nye regler om lov om social pension § 18, vedrørende påbegyndelse af sag om førtidspension.