Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøger var berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til tegnsprogskursus eller hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.
Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.
Begrundelsen vedrørende tabt arbejdsfortjeneste var, at servicelovens § 84 ikke sås at indeholde hjemmel til at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at hjælp til dækning af udgifter til tabt arbejdsfortjeneste ikke er nævnt i Socialministeriets vejledning om hjælp efter servicelovens § 84. Det fremgår således af vejledningen, at der i forbindelse med hjælp til handicaprettede kurser eksempelvis kan ydes hjælp til rejseudgifter, merudgifter ved måltider og ophold, kursusudgifter, kursusmaterialer og pasning af barn/børn som ikke skal med på kurset.
Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter sin art ikke, efter Ankestyrelsens vurdering, kunne sidestilles med de eksempler på merudgifter, der er nævnt i ovennævnte vejledning.
Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at der i servicelovens § 29 er en særlig hjemmel til at yde tabt arbejdsfortjeneste som følge af børns handicap og at lovgiver herved måtte antages at have taget udtømmende stilling til, i hvilke situationer der kan ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.
Ankestyrelsen fandt herefter ikke holdepunkter for at antage at servicelovens § 84 indeholdt hjemmel til at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.
Begrundelsen vedrørende tegnsprogskursus var, at ansøger ikke på det foreliggende grundlag havde nødvendige merudgifter svarende til mindst 6000 kr. årligt, jf. servicelovens § 84, stk. 3.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at den ansøgte udgift til tegnsprogskursus ikke udgjorde mindst 6000 kr.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at det følger af servicelovens § 84, stk. 3, at der alene kan ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter såfremt de samlede årlige merudgifter udgør mindst 6000 kr.
Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at ansøger ikke ifølge de foreliggende oplysninger havde sandsynliggjort, at hun som følge af sin funktionsnedsættelse havde merudgifter svarende til mindst 6000 kr. årligt.
Ankestyrelsen gjorde imidlertid - i lighed med nævnet - opmærksom på, at kommunen skulle foretage en ny vurdering af ansøgers sag efter servicelovens § 84 såfremt der fremkom nye mulige nødvendige merudgifter.