Ankestyrelsens principafgørelse U-23-03

2003

Resume:

En deltidsansat køkkenassistent, som modtog supplerende arbejdsløshedsdagpenge skulle have beregnet sin løbende, midlertidige erhvervsevnetabserstatning på grundlag af indtægten ved deltidsarbejdet plus de supplerende arbejdsløshedsdagpenge.

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

30-08-2012

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 41

Note:

Afløst af Principafgørelse 190-10

Skadelidte havde under sit arbejde som køkkenassistent i perioden september 1999 til januar 2000 pådraget sig en toxisk håndeksem.

Skadelidte blev uddannet som køkkenleder i 1998. Efter uddannelsen havde hun barselsorlov frem til maj 1999. Hun var fuldtidsforsikret medlem af sin A-kasse fra den 4. august 1995. I 1996 modtog hun arbejdsløshedsdagpenge under skoleophold med 37.128 kr. I 1997 modtog hun arbejdsløshedsdagpenge med 8.176 kr. I 1998 modtog hun dagpenge under barsel med 121.224 kr. I 1999 havde skadelidte modtaget supplerende arbejdsløshedsdagpenge med 18.588 kr.

Arbejdsskadestyrelsen havde tilkendt en løbende, midlertidig erhvervsevnetabserstatning på 25 %, idet skadelidte på grund af arbejdet havde fået en hudlidelse og havde måttet ophøre med arbejdet som køkkenassistent og var blevet bevilget revalidering til en kontoruddannelse.

Den løbende ydelse blev beregnet på grundlag af skadelidtes indtægt ved deltidsarbejdet, der omregnet på årsbasis udgjorde 149.000 kr.

Skadelidte ankede årslønsfastsættelsen, idet hun gjorde gældende, at den årsløn der skulle lægges til grund ved beregningen af den løbende ydelse måtte være den løn, som hun kunne oppebære ved fuldtidsbeskæftigelse 37 timer om ugen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, på hvilket indtægtsgrundlag årslønnen skal fastsættes, når skadelidte havde deltidsarbejde, men var fuldtidsforsikret med frigørelsesattest i sin A-kasse.

Ankestyrelsen fandt efter en konkret vurdering ligesom Arbejdsskadestyrelsen, at tabet af erhvervsevne midlertidigt var på 25 %.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at årslønnen skulle fastsættes efter et skøn, da særlige ansættelsesforhold gjorde sig gældende.

Ankestyrelsen lagde til grund, at skadelidte siden 4. august 1995 havde været fuldtidsforsikret i sin A-kasse. Hun havde således stået til fuld rådighed for arbejdsmarkedet og været rede til at påtage sig fuldtidsarbejde, hvis det skulle blive anvist.

Ankestyrelsen fandt derfor, at årslønnen skulle beregnes som den indtægt, skadelidte havde i firmaet, hvor hun var ansat, plus de supplerende arbejdsløshedsdagpenge, som hun modtog til lønindtægten op til 37 timer om ugen.

Ankestyrelsen fandt ikke bevis for, at der havde været indgået en fast aftale med arbejdsgiveren om, at skadelidte skulle arbejde på fuld tid. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at skadelidte ville have været fuldtidsbeskæftiget, såfremt hun ikke havde pådraget sig lidelsen.

Dato for underskrift

01.07.2003

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 41

Journalnummer

1001999-02