En ansøger søgte i 2001 om hjælp til udgifter til personlig hjælper i forbindelse med samvær hver 2. weekend med sin søn født i 1996. Ansøgeren anførte, at han havde behov for hjælp til af- og påklædning af barnet samt ved badning, toiletbesøg og ved kørsel i auto-stol.
Ansøgeren var handicappet på grund af en total lammelse af ben og delvis lammelse af hænder og arme. Han modtog højeste førtidspension og plejetillæg.
Ansøgeren havde tidligere haft sin sag behandlet i Ankestyrelsen. Ankestyrelsen traf den 5. marts 2001 afgørelse om, at ved et eventuelt behov for personlig hjælper under samværet, skulle plejetillægget anvendes til betaling af hjælperen.
Efter Ankestyrelsens afgørelse rettede ansøgeren på ny henvendelse til kommunen og oplyste, at plejetillægget ikke kunne dække alle udgifter til personlig hjælper under samværet, fordi tillægget også blev anvendt til andre formål.
Udgifterne til en medhjælper var på ca. 6.000 kr. om måneden mens plejetillægget var på 4.322 kr. om måneden. Af de 4.322 kr. anvendte ansøgeren 2.000 kr. til havearbejde, vedligeholdelse af hus, betaling af hjælpers udgifter i forbindelse med sport, rengøring af bil og hjælp til at forcere trappetrin.
Af de resterende 2.322 kr. var der ikke nok til at aflønne en hjælper i 4 dage om måneden til samværet. Han søgte derfor om hjælp til de yderligere udgifter til den personlige hjælper, som ikke kunne dækkes af plejetillægget.
Kommunen henviste i første omgang ansøgeren til at søge udgiften betalt via hjemmehjælperordningen. Kommunens omsorgsafdeling fandt imidlertid, at ønsket om hjælp til af- og påklædning af barnet ikke henhørte under omsorgsafdelingens regi.
Derefter rettede ansøgeren henvendelse til kommunen og søgte om hjælp til udgifterne som personligt tillæg.
Kommunen gav afslag på ansøgningen.
Kommunen fandt, at der er ikke længere var behov for personlig assistance ved af- og påklædning, toiletbesøg, køresituationer m.v., da barnet nu var 5 år.
Kommunen fandt også, at ansøgerens samlever kunne hjælpe til i konkrete situationer.
Endelig fandt kommunen, at den allerede bevilgede ledsagerordning med 15 timer om måneden efter servicelovens § 78 kunne bruges til de udadrettede aktiviteter, og derfor var der alt i alt ikke tale om en rimelig begrundet udgift, som kunne dækkes efter pensionslovens § 17, stk. 2.
Nævnet hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.
Nævnet fandt at de fleste børn på 5 år har behov for voksenhjælp i et vist omfang.
Nævnet fandt, at kommunen ikke havde været berettiget til at forudsætte, at ansøgers samlever ydede denne hjælp, da denne ikke havde lovmæssige forpligtelser i forhold til ansøger.
Nævnet fandt endvidere, at kommunen ikke var berettiget til at inddrage ansøgerens ledsagerordning, da udgifter til samvær ikke var omfattet heraf.
Nævnet fandt, at der burde udarbejdes en funktionsbeskrivelse vedrørende de særlige forhold omkring samværet med sønnen. Hvis funktionsbeskrivelsen viste behov for personlig hjælp i forbindelse med samværet, skulle kommunen foretage en vurdering af ansøgerens eventuelle berettigelse til økonomisk hjælp efter aktivlovens § 83, stk. 1 og ikke pensionslovens § 17 som kommunen havde anvendt.
Nævnet genvurderede og fastholdt afgørelsen. I forbindelse med genvurderingen bemærkede nævnet, at det var uvist, i hvilket omfang plejetillægget kunne dække udgifterne til hjælper under samvær. Nævnet forudsatte, at plejetillægget også dækkede andet end samværsudgifter, og da ansøgeren skulle hente og bringe barnet gav det høje udgifter.
Nævnet fandt endvidere, at da kommunen ikke anerkendte, at ansøger havde udgifter til hjælper, måtte behovet for hjælp derfor først afklares ved udarbejdelse af en funktionsbeskrivelse.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at forvaltningen i 1999 udarbejdede en funktionsbeskrivelse vedrørende samværet med sønnen (dengang 3 år). Da klagerens helbredsforhold var uændrede skønnede forvaltningen, at der ikke længere var behov for særlig støtte til samvær med sønnen, da af- og påklædning m.v. måtte anses for at kunne udføres af det nu 5-årige barn selv.
Kommunen anvendte tillige et helhedssyn, når den vurderede at husstanden var forøget med en voksen person, som kunne hjælpe i akut opståede situationer. Kommunen fandt, at nævnet havde tilsidesat kommunens skøn uden begrundelse. Kommunen fandt også, at nævnet havde truffet afgørelse i strid med SM A-14-01, når nævnet vurderede, at § 83 i lov om aktiv socialpolitik kunne anvendes til hjælp til udgifter til personlig hjælper. Endelig var kommunen uenig i nævnets vurdering af, at kommunen ikke havde været berettiget til at inddrage ledsagerordningen.
Under sagens behandling i Ankestyrelsen oplyste ansøger, at barnet i sommeren 2002 var flyttet permanent ind hos ham.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det var i strid med SM A-14-01, når nævnet fandt, at hjælp til personlig hjælper under samvær kunne bevilges efter § 83, stk. 1.
