Ankestyrelsen fandt, at der ved vurderingen af, hvorvidt barnet er berettiget til hjælp efter aktivlovens § 81 til rimeligt begrundede enkeltudgifter skal medtages et fiktivt beløb til husleje, inklusive varme, el og vand samt en rimelig mindre andel af udgiften til husstandsforsikring.
Ankestyrelsen har lagt til grund, at der blev ydet hjælp til barnet efter § 25, stk. 1, nr. 3, som til unge under 25 år, der ikke bor hos en eller begge forældre.
Ankestyrelsen har desuden lagt til grund, at hjælpen efter § 25, stk. 1, nr. 3, skulle dække den løbende forsørgelse, herunder udgifter til mad, mad, tøj, faste udgifter, herunder udgifterne til bolig. Hjælpen skulle normalt også dække opsparing til rimeligt begrundede enkeltudgifter, når udgiften er opstået som følge af behov, der har kunnet forudses.
Begrundelsen for, at der i beregningen som rimelige faste udgifter for barnet skulle medtages et fiktivt beløb til husleje inklusive varme, el og vand samt en mindre rimelig andel af udgiften til husstandsforsikring, er, at kvinden ikke havde forsørgelsespligt overfor barnet, idet forsørgelsespligten efter § 2, stk. 1, påhvilede barnets forældre.
Ankestyrelsen fandt, at størrelsen af det beløb, der skulle afsættes til husleje for barnet, skulle fastsættes til en skønnet værelsesleje inklusive varme, el og vand. Størrelsen af dette beløb kunne ikke overstige forskellen mellem nettoudbetalingen efter § 25, stk. 1, nr. 4, idet der dog samtidig skulle tages højde for, at der i denne forskel ikke alene indgik husleje for en udeboende, men også andre forøgede udgifter i forhold til en person, der får hjælp efter § 25, stk. 2, nr. 4.
Ankestyrelsen fandt ikke, at udgiften til TV-licens og telefon var en rimelig fast udgift for barnet.
Sagen blev hjemvist til kommunen til vurdering af, hvorvidt rimeligt begrundede enkeltudgifter kunne afholdes af det rådighedsbeløb, der fremkom, når der fra barnets nettoindtægter blev fratrukket hans rimelige faste udgifter.
Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse og hjemviste sagen til kommunen.