Ankestyrelsens principafgørelse P-20-04

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lov nr. 1164 af 19. december 2003 - § 17, stk. 2

Sagen vedrørte en 42-årig mand, der modtog mellemste førtidspension på grund af en psykisk lidelse. Han havde tidligere boet på forsorgshjem, men havde nu fået egen bolig og havde siden 25. november 2002 været ansat i beskyttet beskæftigelse efter servicelovens § 87 på fuld tid.

Den 7. marts 2003 søgte værkstedet om økonomisk hjælp til ansøger til erhvervelse af kørekort til personbil. Det blev oplyst, at ansøger i den tid, han havde været i gartneriet var mødt 100% stabilt og havde udvist stor motivation for arbejdet. Ansøgningen var dels begrundet med, at ansøger med et kørekort mere selvstændigt kunne udføre opgaver med traktor også uden for gartneriets område, og dels at han på sigt lettere kunne få et skånejob i et andet gartneri. Udgiften var opgjort til 9.910,- kr.

Kommunen gav afslag med den begrundelse, at ansøger arbejdede i beskyttet beskæftigelse. Udgiften kunne derfor ikke anses for at være af rimelig og nødvendig karaktér.

Ansøger anførte i klagen, at han af sociale årsager fandt tilknytningen til en arbejdsplads nødvendig. Han ønskede at komme videre ud på det rummelige arbejdsmarked som medhjælper hos en gartner, hvorfor han fandt det nødvendigt at have et kørekort.

Værkstedet oplyste 1. juli 2003 til kommunen, at de udbød individuelle funktionsuddannelser, og at ansøger havde ønsket at få en sådan inden for gartneriområdet. Værkstedet kunne anbefale dette, idet man mente, at ansøger efter endt uddannelse ville være godt rustet til at søge nye udfordringer. Der ville ikke være yderligere udgifter forbundet med en sådan funktionsuddannelse. Uddannelsen ville strække sig over 18 måneder med indlagt praktikforløb i slutningen af uddannelsen på 6 måneder enten i privat eller kommunalt regi.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet havde begrundet afgørelsen med, at der ikke var tale om en nødvendig og rimelig udgift.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at man mente, sagen skulle behandles efter aktivlovens revalideringsbestemmelser. Der blev gjort opmærksom på, at det er en naturlig del af arbejdet i gartneriet at køre med traktor og græsslåmaskine. Uden kørekort begrænses brugerens beskæftigelses- og udviklingsmuligheder. Ansøger ville få svært ved at få et skånejob i en privat virksomhed, som der var lagt op til.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om personligt tillæg til erhvervelse af kørekort under særlige omstændigheder kan anses for en rimelig og nødvendig udgift.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at der ikke var ikke ret til personligt tillæg til betaling af udgiften til kørekort til personbil, jf. § 17, stk. 2, i lov om social pension.

Der var ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke var tale om en nødvendig udgift, idet ansøger hidtil havde klaret jobbet i det beskyttede beskæftigelse uden kørekort.

Med hensyn til spørgsmålet om anvendelse af revalideringsbestemmelserne fandt Ankestyrelsen, at en ansøgning om bevilling af en sådan enkeltudgift burde behandles efter pensionslovens § 17, stk. 2, da der på ansøgningstidspunktet ikke forelå en egentlig revalideringsplan.

Ansøgning om revalidering i forbindelse med ansøgning om funktionsuddannelse på gartneriområdet med henblik på senere skånejob og en højere grad af selvforsørgelse sås ikke behandlet af kommunen eller nævnet.

Spørgsmålet om ansøger i øvrigt opfyldte betingelserne for at blive omfattet af revalideringsbestemmelsen i § 46 i lov om aktiv socialpolitik blev hjemvist til kommunen.