Efter 4 års revalidering ansøgte revalidenden kommunen om forlængelse af revalideringsperioden.
Som begrundelse henviste han til hensynet til sin familie samt vanskeligheder med at gennemføre uddannelsen.
Kommunen meddelte afslag efter aktivlovens § 56. Det vurderedes samlet, at han ikke var omfattet af de specielle forhold, der var nævnt i § 56.
Det sociale nævn ophævede kommunens afgørelse og hjemviste sagen til kommunen med henblik på fornyet vurdering og afgørelse. Det betød, at kommunen skulle behandle ansøgningen igen og træffe fornyet afgørelse efter § 56 i lov om aktiv socialpolitik.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen ikke forud for afgørelsen om afslag på forlængelse af revalideringsperioden havde udarbejdet en ressourceprofil.
Da reglerne om krav til undersøgelse af arbejdsevne og udarbejdelse af ressourceprofil skulle anvendes som grundlag for, at der kunne træffes afgørelse om forlængelse af revalidering, da bestemmelsen havde karakter af garantiforskrifter for, at der træffes en indholdsmæssig korrekt afgørelse, og da kommunen ikke på anden vis havde opfyldt kravene til sagsbehandlingen, fandt det sociale nævn, at afgørelsen var ugyldig.
Kommunen klagede over nævnets afgørelse. Kommunen anførte, at der ikke var krav om anvendelse af arbejdsevnemetoden.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der skulle udarbejdes ressourceprofil efter arbejdsevnebekendtgørelsen i sager, hvor der efter 1. januar 2003 søgtes om forlængelse af revalideringsperioden til supplement af SM A - 40- 03.