Sagen drejede sig om en ansøger, der var gift. Ægtefællen modtog sygedagpenge.
Kommunen traf afgørelse, hvorefter ansøgeren ikke var berettiget til starthjælp, da ægtefællens indtægt var for høj. Kommunen begrundede afgørelsen med en henvisning til aktivlovens § 26, stk.2, og fandt at da ægtefællens indtægt var højere, end kontanthjælpen ville være, var ansøgeren ikke berettiget til at få udbetalt starthjælp.
Kommunens afgørelse blev anket til nævnet.
Kommunen genvurderede sin afgørelse den 27. november 2003. Kommunen anførte, at den fastholdt sin afgørelse om at beregne supplement til ægtefællen jf. aktivlovens § 26, stk.2, selv om ægtefællen modtog sygedagpenge og ikke kontanthjælp. Kommunen begrundede det med, at § 26, stk. 1 henviser til § 26, stk.2.
Nævnet traf afgørelse, hvorefter kommunen ved beregningen af introduktionsydelsen ikke var berettiget til at anvende § 26, stk. 2 i aktivloven. Nævnet hjemviste således kommunens afgørelse til fornyet behandling.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at det fremgår af aktivlovens § 26, stk. 1, at hjælpen til et ægtepar skal beregnes som summen af de beløb, som hver af ægtefællerne er berettiget til efter § 25, jf. dog stk.2. § 26, stk.2, vedrører det tilfælde, hvor en person, som modtager starthjælp er gift med en person, som modtager kontanthjælp. Nævnet fandt, at som disse regler lovteknisk er udmøntet er § 26, stk.1 hovedreglen, men for visse persongrupper - personer, der modtager kontanthjælp - er der indført en undtagelse i stk. 2. Nævnet fandt, at en naturlig læsning af § 26, stk. 1 og 2, efter nævnets opfattelse fører til, at undtagelsen i stk. 2, kun vedrører personer, som rent faktisk modtager kontanthjælp.
Nævnet fandt, at da ægtefællen ikke modtog kontanthjælp, men sygedagpenge, som i denne sammenhæng (heller) ikke sås omfattet af andre undtagelser til § 26, stk. 1, skulle ansøgerens introduktionsydelse/starthjælp beregnes efter reglerne i § 25 på grund af henvisningen dertil i § 26, stk.1.
Kommunen klagede over nævnets afgørelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorledes introduktionsydelse beregnes for en ansøger, der er gift med en ægtefælle, der modtager sygedagpenge.