Et samlevende pensionistpar henvendte sig til kommunen for at få hjælp til at betale en stor el-regning.
Kommunen vurderede, at det var nødvendigt at yde hjælp, da der ellers ville blive lukket for strømmen, men vurderede samtidig, at der havde været tale om uforsvarlig økonomi. Hjælpen, der blev ydet med halvdelen af beløbet til hver af pensionisterne, blev derfor gjort tilbagebetalingspligtig.
Parret klagede og henviste til at kvinden ikke oprindeligt hæftede for gælden, og at kommunen således havde påført hende en hæftelse, som hun ellers ikke ville have haft.
Nævnet tiltrådte afgørelsen.
Under sagens behandling i Ankestyrelsen oplyste nævnet, at der ved afgørelse om opdeling af hjælpen og tilbagebetalingskravet var lagt vægt på at, at der måtte ske en opgørelse af indtægter og udgifter for hver af pensionisterne, og at der ikke var lagt vægt på, om kvinden hæftede for gælden over for el-selskabet.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en samlever i forbindelse med bevilling af personligt tillæg med tilbagebetalingspligt kan forpligtes til at påtage sig hæftelse over for kommunen for en gæld, som hun ikke oprindelig hæftede for.