Ankestyrelsen fandt kommunens afgørelse ugyldig, og hjemviste sagen til kommunen til ny behandling og afgørelse.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at inden der blev truffet afgørelse om førtidspension skulle den person, som afgørelsen vedrører, efter § 20, stk. 3, i lov om social pension have tilbud om i et møde at udtale sig over for den eller de personer, der skulle træffe afgørelsen.
Ankestyrelsen fandt, at reglen om tilbud om et møde efter lovens § 20, stk. 3, var en forskrift om sagsbehandling, der havde karakter af en garantiforskrift. Der var derfor en formodning for, at en afgørelse der blev truffet uden tilbud om et sådant møde påvirkede afgørelsens resultat, og at afgørelsen derfor måtte anses for ugyldig.
Denne formodning kan i det enkelte tilfælde afkræftes, hvis det godtgøres, at manglen har været uden betydning i det konkrete tilfælde.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøger ikke efter anmodning på et møde den 25. september 2003 med hendes sagsbehandler om at sagen på det foreliggende skulle overgå til afgørelse om pension og inden der blev truffet afgørelse om afslag, havde fået tilbudt et møde med den eller de personer, der skulle træffe afgørelse af pension.
Ankestyrelsen fandt ikke, at det kunne godtgøres, at det manglende tilbud om møde efter lovens § 20, stk. 3, havde været uden betydning i det konkrete tilfælde.
Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.