Ankestyrelsen fandt, at ansøger som følge af sin insulinkrævende diabetes var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, stk. 1.
Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøger som følge af sin insulinkrævende diabetes var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, stk. 1, hvorefter der skal være tale om en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Begrundelsen var videre, at insulinkrævende diabetes er en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse og som medfører, at der må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger, jf. § 1, stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse om hjælp efter servicelovens § 84.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at vurderingen af om betingelserne i servicelovens § 84 og tilhørende bekendtgørelse er opfyldt skulle foretages uafhængigt af den løbende eller varige behandling, herunder medicinske behandling, som ansøgeren modtog som følge af sin diabetes.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på en naturlig sproglig forståelse af servicelovens § 84, stk. 1. Videre blev der lagt vægt på formålet med bestemmelsen i Socialministeriets vejledning vedrørende servicelovens § 84.
Det indgik videre i Ankestyrelsens vurdering, at Socialministeriet vejledende havde udtalt, at det ikke efter ministeriets opfattelse var udelukket, at personer med insulinkrævende diabetes kunne være omfattet af servicelovens § 84.
Vedrørende vurderingen af, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84 lagde Ankestyrelsen vægt på, at ansøger havde en insulinkrævende diabetes, som uden relevant behandling i form af insulin mv. og diætkost ville være livstruende for ansøger.
Ankestyrelsen fandt herefter, at kommunen skulle tage stilling til, hvorvidt ansøger opfyldte de øvrige betingelser for at få hjælp til dækning af de ansøgte udgifter til egenbetalingen til medicin og diætkost, herunder hvorvidt udgifterne oversteg minimumsbeløbet i servicelovens § 84, stk. 3.
Ankestyrelsen fandt endelig - i lighed med nævnet - at sagen var utilstrækkeligt oplyst med henblik på at foretage en vurdering af om ansøger tillige var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84 for så vidt angik sin hjertelidelse.
Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen, efter indhentelse af yderligere lægelige oplysninger, skulle foretage en nærmere vurdering af om hjertelidelsen var af en sådan karakter, at ansøger tillige ville være berettiget til dækning af merudgifter som følge af hjertelidelsen.
Såfremt ansøger også var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84 på grund af hjertelidelsen, skulle kommunen medregne merudgifterne, som var begrundet i denne lidelse, herunder egenbetalingen til lægeordineret medicin, i opgørelsen af ansøgers sandsynliggjorte merudgifter.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.