Betingelserne for tilkendelse af førtidspension var ikke opfyldte på det foreliggende grundlag.
Efter § 20, stk. 2, i lov om social pension træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om afslag på førtidspension, når det efter en samlet faglig vurdering af de foreliggende oplysninger må anses for dokumenteret, at en person ved konkret angivne arbejdsfunktioner enten umiddelbart eller ved en nærmere angivet indsats, jf. § 16, kan blive selvforsørgende.
Ankestyrelsen lagde til grund, at ansøgeren havde anmodet kommunen om, at der alene blev taget stilling til spørgsmålet om førtidspension, jf. § 17, stk. 1, 2. og 3. pkt. i lov om social pension.
Vurderingen af arbejdsevnen skulle, ved en sådan anmodning, ske alene på grundlag af de oplysninger, der forelå ved anmodningen.
Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren på det grundlag, som forelå ved kommunens afgørelse ikke opfyldte betingelserne for at få førtidspension.
I vurderingen indgik bl.a., at hun havde deltaget i arbejdsprøvning fra november 2002 til maj 2003 i 3x3 timer ugentlig stigende til 12 timer ugentlig.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at hun havde ryggener som ville være hindrende ved fysisk krævende og rygbelastende arbejde.
Ankestyrelsen vurderede, at helbredstilstanden, sådan som den var beskrevet i de foreliggende oplysninger, ikke burde udelukke, at ansøgeren ville kunne blive selvforsørgende ved et arbejde i et fleksjob. Ankestyrelsen lagde derved vægt på, at der blev arbejdet på at skaffe hende en ny praktik med henblik på afklaring af, om hun kunne stå til rådighed for fleksjob.