Ægtefællen til en førtidspensionist tog ophold i sit hjemland - Libanon - fra den 12. juli 2001 på grund af helbreddet.
Førtidspensionisten havde den 11. november 2002 frameldt ægtefællen fra folkeregistret som udrejst af landet.
Kommunen gav afslag på at få omberegnet pensionen som enlig med virkning fra 1. december 2002, idet kommunen ikke anså samlivet for ophævet, da ægtefællerne fortsat var gift. Endvidere havde kommunen lagt vægt på, at førtidspensionisten selv havde forklaret, at hans hustru var udrejst af landet på grund af dårligt helbred, men at han forventede at hun på et tidspunkt kom tilbage til Danmark og igen flyttede ind i parrets fælles bolig. Endelig havde kommunen lagt vægt på, at førtidspensionisten sendte penge til hustruen i udlandet.
Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at førtidspensionisten siden 1. december 2002 måtte betragtes som enlig i lovens forstand.
Kommunen klagede over nævnets afgørelse.
I klagen var det anført, at der ønskedes en fortolkning af begrebet enlig i henhold til førtidspensionsloven. Kommunen var ikke enig i nævnets afgørelse om, at førtidspensionisten efter en konkret vurdering (som ikke var angivet) fandtes berettiget til pension som enlig alene på grund af, at han havde frameldt sin hustru fra folkeregisteradressen - og i en periode fejlagtigt havde modtaget pension som enlig.
Endvidere gjorde kommunen opmærksom på, at hustruen under udlandsopholdet havde været i Danmark for at forny sin opholdstilladelse.
Kommunen havde afslutningsvis anført, at samlivet ikke var ophævet på grund af uoverensstemmelser.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på yderligere belysning af, hvornår en førtidspensionist kan betragtes som enlig efter førtidspensionsloven.