Ankestyrelsens principafgørelse A-4-04

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

30-12-2009

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003 - § 13, § 41, stk. 2 og § 91, nr. 2

Sagen drejede sig om en person som havde søgt om kontanthjælp i slutningen af 2001, fordi han havde mistet retten til dagpenge fra A-kasse, da han ikke ønskede at medvirke ved aktiveringsforanstaltninger.

Aktivering gennem kommunen blev udsat, da han selv ønskede at finde arbejde indenfor rengøringsbranchen.

Da det ikke lykkedes, blev han tilbudt aktivering efter 12 måneders sammenhængende periode med kontanthjælp.

Han blev henvist til aktivering som rengøringsmedhjælp. Der var tale om et åbent tilbud.

Ham mødte til samtale i kommunen den 1. november 2002, og han underskrev samme dag efter samtalen ansættelsesbrev.

Aktiveringsperioden var aftalt til 5. november 2002 - 31. januar 2003.

Medio december konstaterede kommunen, at han aldrig var mødt i aktiveringen.

Kommunen betragtede hans udeblivelse som afvisning af rimelige aktiveringstilbud og et tegn på, at han ikke ønskede at stå til rådighed.

Kommunen sendte den 19. december 2002 høringsbrev til ansøger med forvarsel om, at den agtede at træffe afgørelse om standsning af kontanthjælp og beskæftigelsestillæg fra den 5. november 2002 og tilbagebetaling af allerede udbetalt hjælp til den 31. december 2002. Der blev sat svarfrist til den 30. december kl. 12.

Ansøger henvendte sig den 30. december 2002 telefonisk til kommunen med forskellige forklaringer på, hvorfor han ikke var mødt i aktiveringen.

Kommunen stoppede ved afgørelse af 8. januar 2003 udbetaling af kontanthjælp og beskæftigelsestillæg fra den 5. november 2002, med virkning fra 1. januar 2003. Samtidigt krævede kommunen tilbagebetaling af den allerede udbetalte kontanthjælp for perioden 5. november til 31. december 2002.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at kommunens tilbud om aktivering var et rimeligt tilbud. Kommunen havde således været berettiget til at stoppe kontanthjælpen og beskæftigelsestillægget.

Kommunen havde også været berettiget til at kræve tilbagebetaling af kontanthjælpen og beskæftigelsestillægget for perioden 5. november til 31. december 2002.

Vedrørende stop af kontanthjælp og beskæftigelsestillæg anførte nævnet, at det var en betingelse for at få kontanthjælp, at ansøgeren tog imod et rimeligt tilbud om aktivering eller andre tilbud, som kunne forbedre mulighederne for at få et arbejde.

Nævnet fandt, at kommunens tilbud om aktivering som rengøringsmedhjælp var egnet til at forbedre hans muligheder for at få arbejde.

Nævnet lagde vægt på, at der var tale om rengøring af fællesarealer, at han selv havde ønsket aktivering i form af rengøring, samt at han havde været uden beskæftigelse de seneste 5 år.

Nævnet fandt endvidere, at han havde afvist kommunens tilbud om aktivering uden rimelig grund.

Nævnet bemærkede, at det fremgik, at han aldrig mødte op. Efter nævnets opfattelse kunne dette forhold sidestilles med en afvisning af tilbudet, og der var derfor ikke grundlag for at anvende reglerne om nedsættelse af kontanthjælpen på grund af udeblivelse, idet disse regler forudsætter et vist fremmøde.

Da ansøger således havde afvist kommunens tilbud om aktivering uden rimelig grund, og da det fremgik, at kommunen havde et åbent aktiveringstilbud til ham, havde kommunen været berettiget til at stoppe udbetalingen af kontanthjælpen.

Vedrørende tilbagebetaling af kontanthjælp og beskæftigelsestillæg anførte nævnet, at kommunen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling, når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp. Det er en betingelse for at modtage kontanthjælp, at ansøgeren tager imod et rimeligt tilbud om aktivering eller andre tilbud, som kan forbedre mulighederne for at få et arbejde.

Ansøger havde efter nævnet opfattelse ikke taget imod kommunens rimelige tilbud om aktivering.

Nævnet fandt derfor, at han ikke havde været berettiget til hjælp i denne periode.

Nævnet henviste i den forbindelse til, at han var blevet vejledt om, at det var en betingelse for at modtage kontanthjælpen, at han tog imod et rimeligt tilbud om aktivering.

Nævnet fandt som følge heraf, at han også havde modtaget hjælpen mod bedre vidende.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at afklare fra hvilket tidspunkt, kontanthjælp kunne standses, når modtageren udeblev fra aktivering fra første dag, samt om der skulle ske tilbagebetaling af allerede modtaget (forudbetalt) kontanthjælp.

Manden skulle ikke tilbagebetale allerede udbetalt kontanthjælp og at han skulle have efterbetalt kontanthjælp for perioden 1. til 8. januar 2003.

Begrundelsen var at, det er en betingelse for at kunne kræve tilbagebetaling efter aktivlovens § 91, nr. 2, af udbetalt hjælp, at hjælpen er modtaget med urette.

Ankestyrelsen fandt ikke, at han havde modtaget hjælpen med urette.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der først var truffet afgørelse efter aktivlovens § 41 den 8. januar 2003 om stop for udbetaling af kontanthjælp.

Ankestyrelsen fandt derfor, at det først var fra dette tidspunkt, at han ikke længere opfyldte betingelserne for at modtage hjælp efter aktivloven, idet det først var fra dette tidspunkt, at det med sikkerhed kunne konstateres, at han ikke længere udnyttede sine arbejdsmuligheder.

Ankestyrelsen var således af den opfattelse, at det først var udbetalinger foretaget efter dette tidspunkt, som kunne anses for at være modtaget med urette.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at § 13 beskriver situationen, når en person søger om hjælp, mens § 41 handler om virkningen af, at en person, der modtager hjælp, ikke udnytter sine arbejdsmuligheder.

Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at han på udbetalingstidspunktet opfyldte betingelserne i aktivlovens § 11 og § 13 for at modtage kontanthjælp, samt at han den 1. november 2002 efter udbetalingstidspunktet accepterede kommunens aktiveringstilbud.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at han modtog forudbetalt kontanthjælp.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at kommunens afgørelse om at standse udbetaling af hjælpen var rigtig.

Ankestyrelsen lagde til grund, at han uden rimelig grund var udeblevet fra et tilbud om aktivering, og at udeblivelsen havde et så betydeligt omfang, at fraværet måtte ligestilles med en afvisning af tilbudet, jf. § 41, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at han efter sagens oplysninger accepterede kommunens aktiveringstilbud, samt at han slet ikke mødte til aktiveringen eller meldte frafald, hverken til kommunen eller til aktiveringsstedet.

Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at der ikke var fremkommet oplysninger om, at der skulle have været lovlig grund til hans fravær, som f.eks. sygdom.

Udbetalingen kunne dog først standses med virkning fra den 9. januar 2003, hvor kommunen meddelte sin afgørelse til ham.

Da kommunen først traf afgørelse om stop for udbetaling af kontanthjælp den 8. januar 2003, havde han ret til at få efterbetalt kontanthjælp for perioden 1. til 8. januar 2003.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.