Ankestyrelsens principafgørelse C-7-04

2004

Resume:

Ankestyrelsen fandt ikke, at en kommune havde kompetence til at træffe afgørelse om en beboers egenbetaling for ophold i et amtskommunalt midlertidigt botilbud.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det følger af servicelovens bestemmelser om midlertidige amtskommunale botilbud, at det er amtskommunen der yder hjælp til personer som har ophold i amtskommunale boformer.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det følger af Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for botilbud mv., at det er henholdsvis kommunen og amtskommunen der træffer afgørelse om betaling for ophold i henholdsvis kommunale og amtskommunale midlertidige botilbud.

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

13-06-2009

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 72 af 6. februar 2004 - § 42, stk. 3

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003 - § 81, stk. 1 og § 93

Sagen drejede sig en 20-årig psykisk handicappet mand, som af amtskommunen var fundet berettiget til at blive visiteret til et amtskommunalt midlertidigt botilbud.

I amtskommunens brev vedrørende visitation til ansøgeren var det oplyst, at han under opholdet i det amtskommunale botilbud skulle betale for ophold, serviceydelser og andre ønskede ydelser, idet han ville beholde sin pension. Det fremgik i den forbindelse af sagens akter, at amtskommunen havde fastsat en månedlig husleje på ca. 1600 kr.

Ansøgers kommune traf efterfølgende afgørelse om at ansøger - udover de 1600 kr. - skulle betale 2500 kr. månedligt for den "støtte" (struktur i hverdagen, skabe gode sociale kontakter, økonomi og budgetlægning, madlavning og indkøb) ansøger modtog under opholdet på det amtskommunale botilbud. Egenbetalingen var fastsat på baggrund af en vurdering af ansøgers økonomiske situation.

Ansøger klagede i samarbejde med det amtskommunale botilbud over kommunens afgørelse vedrørende egenbetalingen på 2500 kr. månedligt. I klagen var det bl.a. oplyst, at ingen af de øvrige beboere i botilbuddet betalte mere end den af amtet fastsatte betaling på 1600 kr. månedligt.

Nævnet fik under sagens behandling i nævnet oplyst af kommunen, at kommunen i henhold til grundtakstfinansieringsreglerne som følge af ansøgers ophold i botilbuddet havde udgifter svarende til ca. 10.000 kr. månedligt til amtskommunen. Kommunen havde samtidig oplyst, at kommunen i lignende sager foretog en konkret vurdering af beboerens økonomiske situation. I det omfang det vurderedes, at beboeren selv var i stand til at bidrage til betalingen blev der herefter fastsat en egenbetaling.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet fandt således, at ansøger skulle betale den fastsatte husleje på 1600 kr. månedligt, samt en skønsmæssigt udmålt betaling for "støtte" i botilbuddet svarende til 2500 kr. månedligt.

Nævnet fandt ikke, at der var indgået ulovlige elementer i kommunens skøn, hvorefter egenbetalingen var fastsat til 2500 kr. månedligt.

Ansøger klagede over nævnets afgørelse.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen oplyste amtskommunen, at amtskommunen havde fastsat huslejen på de 1600 kr. månedligt. Amtskommunen havde ikke været involveret i kommunens afgørelse om yderligere egenbetaling og der forelå ingen aftale om at kommunen havde fået overdraget afgørelseskompetencen i forhold til at fastsætte egenbetaling for ophold i det amtskommunale botilbud.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af egenbetaling i midlertidigt botilbud, jf. servicelovens § 93.

Kommunens afgørelse, hvorefter ansøger skulle betale 2500 kr. månedligt for opholdet i det midlertidige botilbud blev ophævet, da der forelå en væsentlig kompetencemangel.

Ansøger skulle derfor ikke fremover til kommunen betale 2500 kr. månedligt udover den månedlige husleje der var fastsat af amtskommunen.

Kommunen skulle tilbagebetale den månedlige egenbetaling på 2500 kr. som kommunen allerede havde modtaget fra ansøger.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunen ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om ansøgers egenbetaling for opholdet i det midlertidige botilbud.

Ankestyrelsen lagde til grund, at ansøger boede i et midlertidigt amtskommunalt botilbud, jf. servicelovens § 93 og at amtskommunen havde visiteret ansøger til ophold på botilbuddet efter indstilling fra kommunen. Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at amtskommunen, ifølge de foreliggende oplysninger, havde truffet afgørelse om ansøgers egenbetaling (husleje) for ophold på botilbuddet.

Ankestyrelsen lagde videre til grund, at det følger af retssikkerhedslovens § 42, stk. 3 og bestemmelsens forarbejder, jf. LF 228 1996-97, at kommunen og amtskommunen kan indgå aftaler om at forpligtelser der efter den sociale lovgivning påhviler den ene part, kan overlades til den anden. Dette gælder dog kun medmindre andet er fastsat.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at det følger af servicelovens § 81, stk. 1, at amtskommunen yder hjælp efter §§ 71-73a, 74, 75, 78, 79 og 86 til personer, der har ophold i amtskommunale boformer efter §§ 92-94.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det følger af §§ 1-3 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 91 af 6. februar 1998 om betaling for botilbud m.v. efter servicelovens kapitel 18, samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 92, at det er henholdsvis kommunen eller amtskommunen der træffer afgørelse om betaling for ophold i henholdsvis kommunale og amtskommunale midlertidige botilbud.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at servicelovens § 81, stk. 1 sammenholdt med bestemmelserne om betaling i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 91 af 6. februar 1998, var til hinder for at kommunen kunne træffe afgørelse om ansøgers egenbetaling for opholdet på det midlertidige botilbud.

Ankestyrelsen fandt således, at det i henhold til ovennævnte bestemmelser alene var amtskommunen, der kunne træffe afgørelse om ansøgers egenbetaling for opholdet på det midlertidige amtskommunale botilbud.

Dato for underskrift

04.03.2004

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 93 § 92 § 81 § 94 § 72 § 75 § 78 § 1 § 71 § 42 § 73 § 79 § 2 § 3

Journalnummer

3500325-03