En 34-årig mand med bopæl på Lolland havde siden 2001 modtaget revalideringsstøtte til en uddannelse, som delvis foregik på Frederiksberg. Samleveren var ligeledes under revalidering.
Han havde hidtil fået befordringsgodtgørelse med hjælp til billigste offentlige transportmiddel med egenbetaling på 200 kr pr. måned.
Kommunen udsendte i august 2003 et brev om opfølgning og transportgodtgørelse efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats. I brevet blev der orienteret om de nye regler om befordringsgodtgørelse og samtidig blev modtageren bedt om at indsende en oversigt over kørsel i perioden 1. juli 2003 til 30. juni 2004, hvorefter sagsbehandleren hurtigst muligt ville sende en godtgørelse med eventuel regulering bagud. Hvis man var i tvivl kunne man ringe til sagsbehandleren.
Efter modtagelsen af brevet traf klageren og hans familie beslutning om, at de ville køre i egen bil, hvilket bl.a.ville nedsætte transporttiden med 21/2 time om dagen. Da klageren ikke modtog den ventede befordringsgodtgørelse pr. 1. september 2003, ringede han til kommunen og fik at vide, at den lovede godtgørelse var trukket tilbage. Klageren mente, at der var tale om en begunstigende forvaltningsakt og klagede til det sociale nævn.
Kommunen fastholdt, at der var tale om en orienteringsskrivelse om de nye lovændringer og ikke en bevillingsskrivelse. Kommunen besluttede samtidig at yde hjælp til transport under revalidering efter aktivlovens § 63 med dækning af udgift til billigste offentlige transportmiddel og med fradrag af en månedlig egenbetaling på 200 kr.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse, idet nævnet henviste til § 9, stk. 2, i lov nr. 417 af 10. juni 2003 om ændring af lov om aktiv socialpolitik. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse om at yde hjælp til transportudgifter efter bestemmelsen i aktivlovens § 63, som var gældende før den 1. juli 2003, var korrekt.
Nævnet fandt, at § 82 i lov om aktiv beskæftigelsesindsats alene fandt anvendelse i forhold til personer, der påbegynder et tilbud efter denne lovs kapitel 10-12.
Nævnet bemærkede, at kommunens brev fra august 2003 ikke kunne betragtes som en afgørelse, da der ikke var givet nogen bevilling i brevet og da brevet ikke indeholdt klagevejledning. Nævnet fandt, at der ikke var tale om en begunstigende forvaltningsakt, da dette kun kan gælde for afgørelser.
I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at kommunen først telefonisk havde lovet transportgodtgørelse efter de nye regler og herefter skriftligt havde bekræftet dette i brevet fra august 2003. Da transportgodtgørelse efter de nye regler var lovet skriftligt og mundtligt fastholdtes klagen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på nærmere belysning af overgangsbestemmelsens betydning, jfr. § 9, stk. 2, i lov nr. 417 af 10. juni 2003 om ændring af lov om aktiv socialpolitik.
