Ankestyrelsens principafgørelse N-9-04

01-01-2004
Aktivloven Arbejdsredskab Arbejdstøj Revalidering Virksomhedspraktik Gældende Kommunal

Resume:

Sikkerhedssko og arbejdstøj kunne betragtes som arbejdsredskaber, der kunne bevilges efter beskæftigelseslovens regler.

Ved arbejdsredskaber forstås genstande, der efter en konkret vurdering er nødvendige ved udførelse af bestemte funktioner.

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lov nr. 419 af 10. juni 2003 - § 76, stk. 1, § 76, stk. 2, § 76 og § 77, stk. 2

I forbindelse med overvejelse om oprettelse af fleksjob iværksatte kommunen en arbejdsprøvning, og manden søgte herefter om hjælp til sikkerhedssko og arbejdstøj.

Kommunen traf afgørelse om, at der ikke i loven var mulighed for at bevilge det ansøgte.

Nævnet ophævede kommunens afgørelse og hjemviste sagen til ny vurdering og afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med at der efter § 76 og § 77 i beskæftigelsesloven var mulighed for at bevilge arbejdstøj og sikkerhedssko, og at kommunen derfor skulle træffe afgørelse om, hvorvidt de øvrige betingelser for at yde tilskud var opfyldt.

Kommunen klagede til Ankestyrelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om arbejdstøj og sikkerhedssko er omfattet af ordlyden i beskæftigelseslovens § 76 og § 77.

Sikkerhedssko og arbejdstøj kunne betragtes som arbejdsredskaber efter beskæftigelseslovens § 76 og § 77.

Ved arbejdsredskaber forstås genstande, der efter en konkret vurdering er nødvendige ved udførelse af bestemte funktioner.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at loven ikke stiller krav om at redskabet kompenserer for en nedsat erhvervsevne og at lempelsen af tilskudsreglerne efter bemærkningerne til lovforslaget har til formål at understøtte personer, der deltager i tilbud om bl.a. arbejdsprøvning.

Kommunen skulle derfor foretage en konkret vurdering af, om funktionerne under arbejdsprøvningen nødvendiggjorde de pågældende arbejdsredskaber.

Dato for underskrift

01.12.2004

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Paragraf

§ 76 § 77

Journalnummer

2000244-04