Ankestyrelsens principafgørelse P-29-04

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 42 af 28. januar 2004 - § 18 og § 19

Note:

*) Der henvises til SM P-8-04

Sagen drejede sig om en 55-årig maler, der søgte om pension.

Sagsbehandleren udarbejdede en ressourceprofil i samarbejde med ansøgeren og udtalte i den samlede vurdering følgende:

"Efter en del samtaler løbende i sygdomsforløbet er sagsbehandler og borger kommet frem til, at det anses som urealistisk, at han vil kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Der arbejdes derfor hen imod, at han vil kunne få sin førtidspension. "

Kommunen meddelte ansøgeren skriftligt, at hans sag nu var færdigbehandlet og klar til forelæggelse for pensionsteamet. Det blev oplyst, at han havde mulighed for at deltage i mødet i pensionsteamet. Han fremsatte ikke ønske herom.

Kommunen traf derefter afgørelse om, at ansøgeren efter kommunens vurdering havde en arbejdsevne, som ville sætte ham i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. Efter en samlet faglig vurdering anså kommunen det for dokumenteret, at hans arbejdsevne ikke var nedsat i et omfang, der udelukkede selvforsørgelse i et fleksjob, hvilket man kunne tilbyde ham at være behjælpelig med.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet var enig i, at arbejdsevnen kunne forbedres ved revalideringsmæssige foranstaltninger. Nævnet fandt, at kommunen skulle have truffet afgørelsen efter § 18 i pensionsloven.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare praksis efter pensionslovens § 17- § 20.

Under behandlingen af sagen indhentede Ankestyrelsen en udtalelse fra Socialministeriet om, hvilken betydning det kan have, at der er stor forskel mellem den kommunale sagsbehandlers socialfaglige vurdering i ressourceprofilen og den afgørelse, der efterfølgende træffes af kommunalbestyrelsen.

Socialministeriet gjorde opmærksom på, at problemet ikke ses omtalt i forarbejderne til L 137 (førtidspensionsreformen). Det er heller ikke omtalt i lov eller bekendtgørelse.

Sammenfattende var det Socialministeriet vejledende vurdering, at

1) hvis der foreligger en utilstrækkelig ressourceprofil, bør kommunalbestyrelsen ikke træffe afgørelse, men returnere sagen til sagsbehandleren, med henblik på udarbejdelse af en fyldestgørende ressourceprofil. Hvis der bliver truffet afgørelse på baggrund af en utilstrækkelig ressourceprofil, må afgørelsen som hovedregel anses for ugyldig, og det sociale nævn bør derfor hjemvise sagen til kommunen. *)

2) hvis der foreligger en korrekt og fyldestgørende ressourceprofil, udfyldt i overensstemmelse med reglerne herom, kan kommunalbestyrelsen træffe den afgørelse, som efter kommunalbestyrelsens opfattelse, er den korrekte, uanset om der er indstillet til en anden afgørelse. Kommunalbestyrelsen har i den forbindelse ikke pligt til at foretage yderligere underretninger eller høringer af borgeren.

Der var ikke grundlag for, at sagen overgik til behandling efter reglerne om social pension.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som kommunen og det sociale nævn.

Afgørelsen betød, at kommunen skulle hjælpe ansøgeren med at få afklaret sine fremtidige muligheder for at blive selvforsørgende ved behandling og aktivering.

Særligt om vurderingen af arbejdsevnen:

Ankestyrelsen vurderede, at det ikke var dokumenteret eller helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kunne forbedres ved aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var behov for arbejdsprøvning, da ansøgeren efter det oplyste på grund af ryglidelse ikke kunne fortsætte det hidtidige arbejde som maler, og at der derfor var behov for afklaring af, hvilke opgaver han kunne klare og muligheden for forbedring.

Desuden blev der lagt vægt på, at han havde mulighed for at deltage i en arbejdsprøvning, hvor der ville blive taget skånehensyn, således at han undgik tunge løft og ensidige bevægelser, men at han selv havde afbrudt arbejdsprøvningen.

Ankestyrelsen vurderede, at det ikke var dokumenteret, at han ikke kunne medvirke til hensyntagende arbejdsprøvning, selv om han havde psykiske vanskeligheder og havde haft lang tids fravær fra arbejdet. Oplysninger i klagen om, at han gik til undersøgelse på håndkirurgisk afdeling, og at han havde en nerve i klemme i venstre tommelfinger, samt at han skulle til undersøgelse med højre knæ var ikke til hinder for, at han kunne deltage i den foreslåede arbejdsprøvning.

Særligt om reglerne, der er anvendt:

Ankestyrelsen var enig med det sociale nævn i, at sagen skulle afgøres efter den almindelige regel om krav til helhedsvurdering efter pensionslovens § 18.

Efter Ankestyrelsens vurdering var sagen omfattet af kravet om helhedsvurdering, selv om ansøgeren over for kommunen havde givet udtryk for, at han ønskede pension. Der var ikke oplysning om, at han havde anmodet om, at sagen særligt blev behandles på det foreliggende dokumentationsgrundlag efter reglen i pensionslovens § 17, stk. 1, 2. og 3. punktum.

Særligt om ressourceprofilen:

Ankestyrelsen vurderede, at der forelå en korrekt og fyldestgørende ressourceprofil, der var udfyldt og udarbejdet i overensstemmelse med reglerne i arbejdsevnebekendtgørelsen, og at sagen i øvrigt var tilstrækkeligt oplyst til, at der kunne træffes afgørelse efter pensionslovens § 18.

Det fremgik af den samlede faglige vurdering i ressourceprofilen, at sagsbehandleren og ansøgeren var kommet frem til, at det ikke var realistisk, at han ville kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Kommunalbestyrelsen var dog berettiget til at træffe en anden afgørelse end den, der var blevet indstillet af sagsbehandleren. Indstillingen kunne ikke betragtes som en afgørelse, da den ikke i sig selv havde nogen retsvirkning over for borgeren. Borgeren havde derfor ikke nogen beskyttelsesværdig forventning om, at kommunalbestyrelsens afgørelse var i overensstemmelse med indstillingen.

Det var dog i overensstemmelse med god forvaltningsskik, at kommunen orienterede borgeren om, at der alene var tale om en indstilling, og at det ikke var sikkert, at indstillingen blev fulgt.