Ankestyrelsens principafgørelse D-9-04

2004

Resume:

Retten til dagpenge bortfaldt fordi ansøger tog på ferie og derfor ikke medvirkede ved den planlagte arbejdsprøvning.

Spørgsmålet om retten til at få genoptaget udbetalingen af dagpengene efter afholdelse af ferie, blev hjemvist til kommunen, med henblik på at træffe afgørelse om ansøgers ret til dagpenge fra det tidspunkt, hvor hun medvirkede ved kommunens opfølgning.

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002 - § 8, stk. 1, nr. 1

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 21, stk. 1, nr. 1

En kvinde blev sygemeldt den 17. juli 2002 på grund af stress og spændinger.

Kommunen indhentede løbende erklæringer fra egen læge.

Kommunen meddelte ansøgeren i brev af 11. februar 2003, at hun burde arbejdsprøves. Kommunen skrev endvidere, hvor arbejdsprøvningen skulle finde sted.

Ansøgeren oplyste, at hun ikke var i stand til arbejdsprøvning på nuværende tidspunkt. Kommunen indhentede derefter oplysninger fra egen læge.

I brev af 16. april 2003 meddelte kommunen hende, at det fortsat blev vurderet, at hun skulle arbejdsprøves. Hvis hun ikke medvirkede, ville dagpengeudbetalingen ophøre.

Hun kontaktede kommunen den 25. april, hvor hun oplyste, at hun ville være på ferie i udlandet, i perioden fra den 15-29. maj.

Kommunen meddelte i brev af 30. april 2003, at såfremt hun valgte at tage på ferie, ville udbetalingen af sygedagpenge bortfalde. Nævnet tiltrådte denne afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvilken retsvirkning det får, hvis kommunen ikke i tilstrækkelig grad vejleder borgere om den fortrydelsesret, der fremgår af dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 1.

Kommunen var berettiget til at standse udbetalingen af sygedagpenge, da ansøgeren ikke medvirkede ved den planlagte arbejdsprøvning, fordi hun tog på ferie.

Sagen blev samtidig hjemvist til kommunen med henblik på stillingtagen til, om der var grundlag for at genoptage udbetalingen af sygedagpenge, når ansøgeren vendte tilbage fra ferie og medvirkede ved kommunens opfølgning.

Dato for underskrift

20.04.2004

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 19. juli 2017, idet den ikke længere har vejedningsværdi.

Paragraf

§ 8 § 21

Journalnummer

7000286-03