Ankestyrelsens principafgørelse M-6-04

Lov om individuel boligstøtte - lovbekendtgørelse nr. 896 af 5. november 2003 - § 58, stk. 3 og § 73

En borger fik i 1999 bevilget et lån til betaling af beboerindskud efter boligstøttelovens § 56.

I oktober 2003 anmodede borgeren sin kommune om fortsat rente- og afdragsfrihed på lånet.

Kommunen afslog anmodningen under henvisning til, at der ikke var sket væsentlige ændringer i hans økonomiske forhold, der talte for en forlængelse af rente- og afdragsfriheden, jfr boligstøttelovens § 58, stk. 3.

Det sociale nævn afviste at behandle sagen.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunens afgørelser om rente- og afdragsfrihed ud over 5 år ikke kunne påklages til nævnet.

I brev fastholdt nævnet afgørelsen om afvisning og henviste til, at det af § 73 i boligstøtteloven fremgår, at visse af kommunens afgørelser ikke kan indbringes for nævnet. Lånevilkårene i den oprindelige bevilling af beboerindskud, hvorefter der var anført at være klageadgang, gengav derfor ikke klagereglerne korrekt.

Ankestyrelsen behandlede sagen i principielt møde for at afklare, hvorvidt der er klageadgang til det sociale nævn vedrørende en kommunes afgørelse om rente- og afdragsfrihed for et boligindskudslån, jfr boligstøttelovens § 58, stk. 3 og § 73.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til det sociale nævn til ny behandling og afgørelse.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunens afgørelse om afslag på rente- og afdragsfrihed udover 5 år kunne påklages til det sociale nævn.

Klagen over kommunens afgørelse fandtes at være hjemlet i boligstøttelovens klagebestemmelse, hvorefter afgørelser om boligsikring, boligydelse og lån til betaling af beboerindskud, forudbetalt leje, depositum eller boligandel i private andelsboligforeninger efter §§ 55-57, 60 a, 64 b, 64 e, 66 og 67 kan påklages efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. dog § 10, stk. 2 og 3, § 23, stk. 4, § 42, stk. 2, og § 51.

Klagebestemmelsen i boligstøtteloven nævner ikke direkte afgørelser efter § 58, stk. 3, men hjemler klageadgang vedrørende afgørelser om beboerindskudslån efter § 55-57, de såkaldte pligtlån. En afgørelse om fortsat rente- og afdragsfrihed er tæt forbundet med det tidligere bevilgede beboerindskudslån, idet afgørelsen vedrører spørgsmålet om tilbagebetaling og afvikling af beboerindskudslånet. Den tætte forbindelse mellem selve lånet og afgørelsen om afdragsfrihed bevirkede, at afgørelsen efter § 58, stk. 3 kunne påklages til det sociale nævn efter lovens klageregler.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ifølge længerevarende administrativ praksis var antaget at være klageadgang for afgørelser truffet efter boligstøttelovens § 58. Ankestyrelsen lagde vægt på Bygge- og Boligstyrelsens vejledende udtalelse af 28. marts 1995, hvorefter klageadgangen også omfatter kommunalbestyrelsens afgørelser om forrentning og tilbagebetaling af pligtlån efter bestemmelserne i §§ 55-57, idet bestemmelsen i § 73 må forstås som omfattende samtlige kommunale afgørelser vedrørende disse typer lån.

Ankestyrelsen lagde til grund, at klageadgangen vedrørende § 58, stk. 3- afgørelsen kunne sammenlignes med klagereglerne for en kommunens afgørelse om afskrivning af tilbagebetalingskrav om boligstøtte efter lovens § 51. Begge tilfælde drejede sig om, hvorledes et krav mod borgeren skal afvikles.

Der er i loven indføjet en udtrykkelig ankebegrænsning vedrørende en afgørelse om afskrivning af kravet på boligstøtte, jfr § 51 og § 73. Nødvendigheden af at indføje en eksplicit ankebegrænsning i dette tilfælde støttede, at sammenlignelige afgørelser - hvor der ikke var indsat en ankebegrænsning - som hovedregel kunne påklages efter boligstøtteloven.

Det måtte således også ud fra en modsætningsslutning antages, at der var ankeadgang vedrørende en afgørelse efter § 58, stk. 3, som ikke udtrykkeligt var undtaget fra påklage.