Resume:
Der kunne ikke uden udarbejdelse af ressourceprofil træffes afgørelse om at standse udbetalingen af sygedagpenge efter bestemmelsen om, at dagpengene ophører, når helbredstilstanden er stationær, og kommunen skønner, at der ikke er ret til social pension eller revalidering.
Ankestyrelsen lagde til grund, at arbejdsevnebekendtgørelsen anvendes ved behandling af sager om førtidspension, fleksjob og revalidering.
Ankestyrelsen fandt, at dette også gælder i tilfælde, hvor en afgørelse efter dagpengeloven forudsatte stillingtagen vedrørende pension eller revalidering.
Da anvendelsen af bekendtgørelsen har karakter af en garantiforskrift, medfører manglende udarbejdelse af en ressourceprofil normalt ugyldighed. En afgørelse kan derfor kun opretholdes som gyldig, hvor det er helt åbenbart, at en ressourceprofil er uden betydning for sagens behandling.
Efter en konkret vurdering fandt Ankestyrelsen, at afgørelsen om at standse dagpengene var ugyldig.