Sagen drejede sig om en mand, der efter ansøgning modtog boligstøtte for året 2000. Han indgik i husstand med en samlever og en datter.
Han oplyste kommunen om en månedlig indtægtsstigning på samlet 15.954 kr. for månederne august til december 2000. Han oplyste endvidere kommunen om en månedlig indkomststigning for månederne oktober til december 2000. Denne indkomststigning betød, at han ikke havde ret til boligstøtte for oktober og resten af året. Han modtog derfor ikke boligstøtte i årets 3 sidste måneder.
Årsopgørelsen fra skattevæsenet viste, at husstanden udover de oplyste indkomststigninger havde haft uoplyste indkomststigninger på 19.958 kr. Manden kunne imidlertid dokumentere, at 16.510 kr. af denne uoplyste indkomststigning vedrørte perioden oktober til december 2000, hvor han ikke havde modtaget boligstøtte. For den periode, hvor der var modtaget boligstøtte, var der således tale om en uoplyst indkomststigning på 3.448 kr.
Kommunen fandt i sin afgørelse, at manden i perioden 1. august 2000 til 30. september 2000 havde modtaget 1.260 kr. for meget i boligstøtte. Kommunen krævede beløbet tilbagebetalt (efterreguleret) efter boligstøttelovens § 47.
Det sociale nævn fandt, at kommunen ikke var berettiget til at efterregulere mandens boligstøtte i perioden 1. august til 30. september 2000.
Ved afgørelsen af, om der skulle foretages efterregulering i et tilfælde som det foreliggende, hvor der i årets løb var oplyst om en uvæsentlig stigning, skulle denne stigning - opgjort for resten af året - sammenlægges med en eventuel uoplyst stigning. Såfremt summen heraf - den samlede indkomststigning - oversteg 17.000 kr. skulle der efterreguleres, jf. lovens § 47, stk. 1 og pkt. 258 i Socialministeriets vejledning om individuel boligstøtte (2002).
Det var nævnets opfattelse, at den uvæsentlige oplyste stigning pr. 1. august 2000 - 15.954 kr., jf. opgørelsen - ikke i mandens tilfælde burde medregnes med det fulde beløb året ud, idet boligstøtten ophørte med udgangen af september 2000 som følge af oplysningen om en - yderligere - indtægtsstigning pr. 1. oktober 2000.
I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at den oplyste uvæsentlige indkomststigning skulle opgøres for perioden fra stigningens ikrafttræden til årets udgang. Kommunen henviste til Socialministeriets vejledning nr. 103 af 23. oktober 2002 om individuel boligstøtte, pkt. 253 og 258 og fandt, at der skulle anlægges en ensartet vurdering ved opgørelsen af den opsummerede indkomst i såvel løbende reguleringer som i efterreguleringer.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der ved vurderingen af grænsen for den indkomststigning, der førte til efterregulering, jf. boligstøttelovens § 47, stk. 1, skulle indgå den uoplyste indkomststigning samt eventuel oplyst uvæsentlig indkomststigning for hele boligstøtteåret, det vil sige både for den periode, hvor der var modtaget boligstøtte, og en eventuel periode, hvor der ikke var modtaget boligstøtte.