Familiens nu 10-årige datter led af svær spasticitet i benene og kunne ikke gå. Hun fik i 1998 bevilget hjælpemiddelbil. I tilknytning hertil fik familien bevilget hjælp til bilforsikring og eventuelle reparationer samt til fritidskørsel. Familien havde ikke haft bil siden 1988, hvor familiens bil blev afhændet i forbindelse med at faderen ophørte i et konsulentjob.
Kommunen traf i 2003 afgørelse om afslag på dækning af driftsudgifter i form af bilforsikring, udskiftning af batteri og Falck abonnement til bilen med den begrundelse, at det ikke var tilstrækkelig sandsynliggjort, at familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke havde været et særligt kørselsbehov på grund af barnets handicap, idet udsagn fra familien om, at den ikke ville have investeret i en bil, hvis den ikke havde haft en handicappet datter, ikke i sig selv kunne udløse dækning af merudgifter efter servicelovens § 28. Der var heller ikke tale om en ekstraordinær dyr og kostbar bil. For så vidt angik betaling af Falck abonnement var det anført, at allerede fordi der ikke var tale om en lovmæssig forpligtelse, var der ikke tale om en nødvendig merudgift efter servicelovens § 28.
Det sociale nævn traf den afgørelse, at familien fortsat havde ret til hjælp til betaling af nødvendige driftsudgifter i forbindelse med den bevilgede bil.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at det følger af servicelovens § 28, at kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en forudsætning, at merudgifterne er en følge af den nedsatte funktionsevne.
Nævnet lagde til grund, at udgifter, der er forbundet med at have hjælpemiddelbil, f.eks. forsikring, benzin, reparationer, vask m.v. skal brugeren som udgangspunkt selv afholde, idet handicappede generelt ikke kan siges at have merudgifter til drift af bil alene på grund af en nedsat funktionsevne i forhold til ikke-handicappede bilejere.
Nævnet lagde endvidere til grund, at der i ganske særlige situationer kan ydes hjælp til betaling af andre driftsudgifter (end befordringsudgifter) i forbindelse med befordring af et barn med nedsat funktionsevne eller lidelse. Det gælder bl.a. i den situation, hvor det kan sandsynliggøres, at familien ikke ville have bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af barnets nedsatte funktionsevne eller lidelse.
Nævnet fandt det sandsynliggjort, at familien ikke ville have haft bil, hvis den ikke havde haft en handicappet datter.
Nævnet lagde vægt på, at familien afhændede egen bil i 1988 i forbindelse med, at faderen ophørte i sit konsulentjob, at familien herefter ikke havde bil, før den i 1998 fik bevilget hjælpemiddelbil til datteren, at kommunen ydede hjælp til taxakørsel, indtil familien erhvervede hjælpemiddelbilen, og at kommunen i tilknytning til erhvervelsen af hjælpemiddelbilen, fandt familien berettiget til hjælp til betaling af driftsudgifter.
Nævnet fandt endvidere ikke, at der var sket sådanne ændringer i familiens personlige forhold eller fremkommet oplysninger, der modsagde det sandsynlige i, at familien ikke ville have haft bil, hvis datteren ikke var handicappet.
For så vidt angik hjælp til betaling af Falck abonnement, fandt nævnet, at familien ikke var berettiget hertil.
Nævnet lagde herved vægt på, at udgiften til Falck abonnement ikke var nødvendig af hensyn til datterens handicap eller som følge af at være ejer af en bil.
Nævnet fandt ikke, at Ankestyrelsens offentliggjorte praksis i form af Sociale Meddelelser udelukkede, at familien fortsat kunne være berettiget til hjælp til driftsudgifter i forbindelse med datterens hjælpemiddelbil.
Nævnet ændrede således kommunens afgørelse for så vidt angik fortsat hjælp til betaling af nødvendige driftsudgifter til hjælpemiddelbilen, men tiltrådte kommunens afslag på fortsat betaling af Falckabonnement.
I kommunens klage til Ankestyrelsen var der henvist til Ankestyrelsens praksis, hvor styrelsen havde vurderet, at "udgifter, der er forbundet med at have hjælpemiddelbil, f.eks. forsikring, benzin, reparationer, vask m.v. skal brugeren selv afholde, idet handicappede generelt ikke kan siges at have merudgifter til drift af bil alene på grund af nedsat funktionsevne i forhold til ikke handicappede bilejere"
Det var kommunens opfattelse, at hvis eksempelvis en bilforsikring koster mere, fordi det er en driftsmæssig kostbar bil, så er det merudgiften til denne, som kan søges dækket efter § 28, jf. SM C-15-00 og C-11-01, hvor Ankestyrelsen havde vurderet, at "hvis en familie som følge af barnets nedsatte funktionsevne har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil kan eventuelle ekstraudgifter anses som merudgift ved barnets forsørgelse. "
Det var kommunens vurdering, at udtalelser fra ansøger om at familien aldrig ville have investeret i bil, ikke er en tilstrækkelig sandsynliggørelse, som kan udløse hjælp efter § 28. Det måtte i henhold til dansk rets almindelige principper være ansøger som skulle sandsynliggøre sit udsagn.
Faderen anførte til i forbindelse med kommunens klage, at han havde oplyst til sagen, at han i en periode frem til starten af 1988 havde haft bil i forbindelse med et job som kørende konsulent og solgte bilen samtidig med at han skiftede arbejde. Familien havde både i hverdagen og på ferier brugt cykler som det primære transportmiddel (også med den ældste datter), og undtagelsesvis benyttet offentlige transportmidler. Dette var kun muligt med den handicappede datter, da hun var så lille, at familien kunne bruge cykelanhængeren som barnevogn.
Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at det var nævnets opfattelse, at i de ganske særlige situationer, hvor det måtte anses for sandsynliggjort, at familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af det handicappede barn, svarer merudgiften efter servicelovens § 28 til de nødvendige driftsudgifter, der er forbundet med selve den omstændighed, ar familien er i besiddelse af en bil. Det ville i denne situation være uden mening at tage udgangspunkt i en vurdering af de udgifter, der normalt er forbundet med at have bil.
På denne baggrund var det nævnets opfattelse, at afgørelsen i den foreliggende sag ikke var i strid med den praksis, som var udmeldt ved Ankestyrelsens Sociale Meddelelser.
Nævnet var enig med kommunen i, at et udsagn fra familien om, hvorvidt den ville have haft bil, hvis det ikke havde været på grund af det handicappede barn, ikke i sig selv kan udløse hjælp efter servicelovens § 28. Nævnet fandt således, at sandsynligheden må vurderes på baggrund af nogle helt konkrete omstændigheder, således som det i nærværende sag var anført i begrundelsen for afgørelsen. Nævnet fandt endvidere, at der ikke efterfølgende var sket sådanne ændringer i familiens personlige forhold eller fremkommet oplysninger, der modsagde det sandsynlige i, at familien ikke ville have haft bil, hvis datteren ikke var handicappet.
Nævnets afgørelse var således truffet på baggrund af en række konkrete forhold og ikke, som antydet af kommunen, kun ud fra et udsagn fra forældrene om, at de ikke ville have haft bil, hvis de ikke havde et handicappet barn.
Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, hvorvidt der kan ydes hjælp efter servicelovens § 28 til betaling af driftsudgifter i forbindelse med en hjælpemiddelbil til et barn, hvis det kan sandsynliggøres, at familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af det handicappede barn, herunder hvilke krav der i givet fald kan stilles til sandsynliggørelsen.
