Ankestyrelsen fandt efter en konkret og individuel vurdering, at en badeprotese i barnets tilfælde ikke i væsentlig grad kunne anses for at afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller lette den daglige tilværelse.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at den allerede bevilgede protese i væsentlig grad afhjalp de varige følger af barnets nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad lettede hendes daglige tilværelse.
Ved vurderingen lagde Ankestyrelsen vægt på oplysningerne i sagen om formålet med badeprotesen. Det fremgik af sagen, at barnet havde behov for en badeprotese for at kunne færdes sikkert til og fra det område, hvor hun skulle svømme både i forbindelse med svømning i skolen samt i forbindelse med badning.
Endvidere lagde Ankestyrelsen vægt på omfanget af brugen af badeprotesen. Det fremgik af sagens oplysninger, at badeprotesen som udgangspunkt skulle bruges i forbindelse med svømme- og idrætsundervisningen i skolen. Videre fremgik det, at barnet også ville kunne benytte badeprotesen i saltvand og på strand.
Ankestyrelsen lagde endelig vægt på praksis, som offentliggjort i Social Meddelelse (SM) O-7-92, hvor Ankestyrelsen ikke fandt grundlag for at pålægge kommunen at bevilge en badeprotese til en yngre mand med underbensamputation, idet den allerede bevilgede benprotese i væsentlig grad fandtes at afhjælpe de varige følger af ansøgers nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad at lette den daglige tilværelse.
Ankestyrelsen fandt ikke, at det faktum, at der i SM O-7-92 var tale om en voksen og ikke et barn, kunne føre til et andet resultat.
Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.
Ankestyrelsens ændring af nævnets afgørelse betød imidlertid ikke, at barnet skulle tilbagelevere den badeprotese, som hun var bevilget ved nævnets afgørelse.
Ankestyrelsen bemærkede, at det burde have været vurderet om hjælpen kunne have været ydet efter servicelovens § 28 om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.