Kvinden, der var plejekrævende, havde tidligere modtaget den personlige pleje og praktiske bistand fra den kommunale hjemmepleje. Kommunen havde imidlertid problemer med fortsat at stille den nødvendige hjælp til rådighed. Kommunen gav derfor et tilskud efter servicelovens § 76 til at kvinden selv kunne antage hjælpen.
Kvinden havde gjort brug af tilskuddet efter servicelovens § 76 til selv at antage hjælpen, men ordningen fungerede ikke.
Nævnet havde i afgørelse af 25. januar 2005 pålagt kommunen at sørge for, at kvinden modtog den nødvendige pleje og bistand i hjemmet.
Afgørelsen var begrundet med, at kommunen bevarede ansvaret for, at en person, som havde behov for hjælp efter servicelovens § 71, modtog den fornødne hjælp.
Nævnet fandt også, at det gjaldt i tilfælde, hvor kommunen ikke kunne stille den nødvendige hjælp til rådighed og i stedet udbetalte et kontant tilskud til hjælpen.
Nævnet henviste til Socialministeriets vejledning nr. 58 af 10. marts 1998 punkt. 58.
Nævnet traf også afgørelse i kvindens sag den 23. februar 2005.
Nævnet afviste ved denne afgørelse at behandle klagen fra kvindens pårørende.
Nævnet henviste til, at nævnet blandt andet ved sin afgørelse af 25. januar 2005 havde truffet afgørelse om kommunens forpligtelse til at sørge for pleje og bistand til kvinden, og at nævnet i afgørelsen den 25. januar 2005 havde fastslået, at en kommune kunne tilbyde hjælpen som et kontant tilskud til hjælp, som kvinden selv antog, men at nævnet samtidig havde gjort opmærksom på, at en kommune fortsat havde det overordnede ansvar for, at kvinden fik den nødvendige og tilstrækkelige hjælp.
Det var nævnets opfattelse, at kvindens behov for hjælp var tilgodeset, da hun ifølge det hidtil oplyste selv kunne bestille hjælpen fra et vikarbureau.
Endvidere var kvinden tilbudt en plejehjemsplads, hvilket hun dog aktuelt ikke havde ønsket at tage imod.
Det var således nævnets opfattelse, at kommunen havde opfyldt sin forpligtelse til at sørge for tilbud om pleje til kvinden ved at bevilge det kontante tilskud til hjælp i hjemmet samt stille en plejehjemsplads til rådighed.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af en kommunes forpligtelse til at yde personlig og praktisk hjælp i hjemmet, når der forelå samarbejdsvanskeligheder.