Resume:
Kontanthjælpen til en ansøger, der var blevet selvforskyldt ledig, skulle nedsættes med 1/3 i 3 uger, uanset at han ikke var kontanthjælpsmodtager, da han blev opsagt. *)
Resume:
Kontanthjælpen til en ansøger, der var blevet selvforskyldt ledig, skulle nedsættes med 1/3 i 3 uger, uanset at han ikke var kontanthjælpsmodtager, da han blev opsagt. *)
Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003 - § 38a
Note:
*) SM A-30-04 ophæves samtidig, da den har givet anledning til misforståelser.
* * * * *
En mand, der var blevet opsagt fra sit arbejde på grund af sine egne forhold og ikke var berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, søgte kommunen om kontanthjælp.
Kommunen bevilgede herefter kontanthjælp til ansøgeren fra den 4. juli 2003, hvor ansøgeren var blevet tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende.
Kommunen foretog et fradrag i kontanthjælpen på 1/3 i 3 uger, da kommunen vurderede, at det var selvforskyldt, at ansøgeren havde mistet sit arbejde.
Ansøgeren klagede til det sociale nævn.
Det sociale nævn traf afgørelse om, at kommunen ikke havde været berettiget til at foretage fradrag på 1/3 i 3 uger. Nævnet begrundede afgørelsen med, at nedsættelse af kontanthjælpen efter aktivlovens
§ 38 a forudsætter, at ansøgeren var på kontanthjælp, da han selvforskyldt blev arbejdsløs. Da han ikke modtog kontanthjælp på tidspunktet, hvor han blev fyret, kunne der ikke ske fradrag efter lovens § 38a.
Kommunen klagede over nævnets afgørelse.
På Ankestyrelsens forespørgsel udtalte Arbejdsdirektoratet, at § 38 a også omfatter ansøgere som ikke i forvejen modtager kontanthjælp.
Sagen blev behandlet i principielt møde, med henblik på at afklare, om der kunne ske fradrag i kontanthjælp efter § 38 a på grund af selvforskyldt ledighed allerede fra udbetalingen af kontanthjælp.
Ankestyrelsen fandt, at ansøgerens kontanthjælp skulle nedsættes med 1/3 i 3 uger fra den 4. august 2003.
Begrundelsen var, at ansøgeren modtog kontanthjælp som følge af, at han var blevet selvforskyldt ledig.
Efter reglerne nedsættes hjælpen ved selvforskyldt ledighed i 1. gangs tilfælde med 1/3 i 3 uger.
Ankestyrelsen lagde vægt på lovbemærkningerne til gældende lovs § 38 a.
Ankestyrelsens afgørelse medførte dog ikke, at ansøgeren skulle tilbagebetale allerede udbetalt hjælp, herunder hvad der var blevet efterbetalt som følge af nævnets afgørelse.
Ankestyrelsen havde ikke ved sin afgørelse taget stilling til, om hjælpen kunne være ydet med tilbagebetalingspligt efter § 93, stk. 1, nr. 3, jf. stk.2.
Dato for underskrift
04.02.2005
Offentliggørelsesdato
10.07.2013
Denne principafgørelse er kasseret den 19. december 2014, da den er erstattet af principafgørelse 85-14.
Paragraf
§ 93 § 38a § 38
Journalnummer
2000566-03